Jeg deler her en svær følelse med dig. Jeg deler den med dig, fordi ensomhed er en følelse, jeg kender så godt.
Måske kender du også til den følelse – for eksempel fra julen, som vi lige har overstået, selvom du på har været omgivet af mennesker du elsker, har du alligevel følt dig alene…Jeg har igennem det meste af mit liv følt mig ensom. Følt mig alene. Også selvom jeg det meste af livet har været omgivet af andre.
Det føles som om min ensomhed har gået ved siden af mig – nærmest som en ven igennem livet. I mange år forstod jeg den ikke. Jeg flygtede væk fra følelsen – var bange for følelsen – og gjorde alt hvad jeg kunne for at komme væk fra den. Jeg troede jeg kunne løbe væk, gemme mig, spise på den, træne den væk – ja jeg gjorde mange krumspring igennem livet for, at få den lede følelse til at GÅ VÆK.
… det lykkedes dog ikke – tværtimod var det som om, at jo mere jeg forsøgte at bekæmpe den, jo mere stædig blev den bare. Jo mere insisterende blev den følelse.
I de seneste par år har jeg arbejdet intenst med min ensomhed.
Forsøgt at forstå hvad den vil mig.
Hvor den kommer fra
Hvad jeg kan gøre når den kommer osv.
Jeg har langsomt lært at forstå ensomheden, og i dag ser jeg på min ensomhed som en del af mig.
Ensomheden er en lille pige der bor indeni mig. En pige der altid har følt sig som tilskuer til livet.. en lille pige der har følt sig udenfor, til trods for, at mange har elsket mig og ville mig.
En pige der ikke turde åbne sit hjerte og tage imod – og en pige der har gemt sig væk. En pige der kun har vist det til omverden som hun var stolt af. Alt det andet ”grimme” gemte hun væk, og derfor kom ensomheden til at fylde så frygtelig meget.
Engang for mange år siden lukkede jeg af.
Til trods for at jeg som helt lille (før de 5 år) faktisk var lidt af en sejlivet tøs, der bare rejste sig op når jeg faldt – der altid forsøgte igen. Ja jeg var faktisk en umådelig stolt lille pige – men ben i næsen og masser af gå på mod.
Men som livet udfoldede sig lukkede jeg mere og mere af. Jeg følte mig tilsidesat – skuffet – overset. Jeg følte ikke jeg blev set som den jeg oprindelig var – og mest af alt – turde jeg ikke være mig.
Troede ikke jeg ville blive elsket hvis jeg var mig, og troede ikke der var plads til, at jeg var mig. (Jowwww som den pæne søde mig – hende var der jo altid plads til.)
Jeg lavede mange overbevisninger som barn, og disse overbevisninger slæber vi med os ind i livet, og de bliver til en del af vores personlighed.
I mange år stoppede jeg ikke op.. Jeg forsøgte vel på en måde at overleve følelsesmæssigt – i et indre kaos. I en indre splittelse.
I gamle dage var min ensomhed lig med svigt. Lig med at dem der var i mit liv ikke elskede mig nok. For hvis de havde elsket mig, ville de jo have været omkring mig. De ville ha fixet min ensomhed.
Men sådan er det bare ikke.
For selv når jeg var og er omgivet af mennesker jeg elsker – så mærker jeg den ensomme pige. Hun er der lige meget om jeg er alene eller ej.
De sidste år har jeg arbejdet mig stærk. Jeg har knoklet for at forstå mine indre dilemmaer – jeg har kigget indad for at tage ejerskab for det som kun har tilhørt mig. Og jeg har forsøgt at forstå, tilgive og give slip på det, som ikke var mit.
Den søgen har også ført mig til at kigge på min ensomhed.
Jeg har forsøgt at forstå, hvad pokker den længsel dog handler om. Og NEJ jeg har ikke fundet de vise sten endnu – men jeg er kommet et godt stykke af vejen.
Jeg er nået dertil at jeg nu ved, at meget af det jeg længes efter, er mig selv. En evne jeg måske skulle ha lært som barn, nemlig evnen til at være min egen bedste ven. Evnen til at give mig selv kærlig omsorg, og holde om mig selv. Jeg har manglet at holde fast på den absolut vigtigste brik i mit liv – nemlig at fastholde troen på,
AT JEG VAR OK – lige som jeg var.
Som jeg sidder her i dag. 1 juledag så føler jeg den største ensomhed. Den raser i mig. Den trækker i mig. Ja faktisk hopper og danser den lille ensomme pige indeni mig.
MEN jeg forstår hende NU
Jeg ser hende NU.
Jeg tør mærke hende NU.
Så hun får plads.
Lige her ved siden af mig i sofaen. Her sidder vi. Mig Christina og den lille ensomme pige, der bor indeni mig. For det hun egentlig bare vil er, at jeg tager mig kærligt af mig. Giver mig selv den kærlighed og omsorg, som kun jeg kan give mig selv. Og give mig selv lov til at tage imod, AL den smukke kærlighed der er i mit liv.
Og netop i dag forstår jeg hvorfor jeg er ensom.
I dag er dagen hvor min far gik bort for 3 år siden.
I dag er dagen hvor jeg er opdraget til, at man skal være omgivet af sin familie. Sin far og mor. Omgivet af mennesker der på en måde ”putter en og nusser en med kærlighed”.
Sådan har min første juledag ikke været de seneste par år. Der har jeg været alene. Ikke hele dagen – men det meste af dagen.
Når jeg ser mig omkring, ser jeg mange der netop i dag er omgivet af deres forældre, svigerforældre, børn, børnebørn.
Og det minder mig om mit savn til mine forældre. Minder mig om hvor meget jeg savner at have mine forældre omkring mine børn og at de er tæt på mig i mit liv.
Men samtidig er det jo hvad det er.
Livet er hvad det er – og livet sker.
MEN i år oplever jeg at det er HELT OK, også selvom det er svært og selvom det er ensomt.
FOR JEG TØR GODT VÆRE I DET NU
Det giver mig den største følelse af LYKKE.
Det giver mig en følelse af STYRKE.
…Og det er godt nok mærkeligt at sidde her – og være fyldt op af både lykke og ensomhed.
Måske er det bare sådan – at hvis vi tør rumme det hele, rumme os selv, så overgiver vi os måske til, at vi netop er det hele..
Også er det ikke så farligt endda.
Den lille ensomme pige i mig, kigger på mig og smiler.. Og hvisker til mig, at det hele er ok. At hende og jeg faktisk ikke er alene, at vi har hinanden. Lige nu og her.
Og at vi har mange i vores liv som elsker os og vil os.
Tak fordi du læste med 🙂
Kærligst
Christina Bendix
Ønsker du at læse mere om ensomhed – kan du gøre det lige HER
