Er du offer eller kriger?
På tavlen i undervisningslokalet på Møn står der skrevet ”er du offer eller kriger”. Første gang jeg så denne sætning, blev jeg oprigtig provokeret.
Offer – mig!!!
Hell no… jeg er da kun en kriger…
Men jeg er blevet klogere med tiden, og jeg har måtte erkende flere gange, at også jeg spiller mit offer-kort til tider. Det har været blindt for mig- ja næsten usynligt, og været rimeligt barskt at erkende.
Jeg vælger at skrive om dette tema i dag, fordi jeg ofte møder det hos andre, og især det med at fortælle, den samme lidelseshistorie igen og igen. Den historie der ender med at blive vores virkelighed.
Historien om at det er “andre” end en selv”, der er skyld i den situation man er kommet i, og alle de forklaringer og undskyldninger vi kan komme med, for at slippe for det egentlige ansvar.
Når vi søger ud i det ydre fokus (omgivelserne/de andre) og væk fra os selv, så risikerer vi at miste magten over vores situation og derved vores liv. Det er lig med at sætte sig selv som offer, og det kan kalde og invitere til afhængigheder, hvor vi søger at dulme det ubehagelige kaos der bor indeni.
Eks. via maden, sulten eller overtræning.
“Alene i verden”
Fra jeg var ganske lille “VILLE JEG SELV”, og min mor har fortalt flere gange, hvordan jeg ofte stod med begge hænder på mine hofter, og kiggede stædigt på hende.
Når jeg faldt, rejste jeg mig stædigt op
– og tumlede frem – stolt over, at jeg selv “klarede den”.
På mange måder har min vej igennem mit liv været sådan, med massive mængder af forventninger til mig selv. “Stoltheden blev på et tidspunkt skiftet ud med hårde krav til mig selv om, at jeg skulle yde mit absolut bedste HELE tiden, og selv når jeg gjorde det, var det sjældent med stolthed
– men mere blot at jeg indfriede de forventninger jeg havde.
Når jeg har ”slået mig på livet”, har jeg forsøgt at klare det selv, og samtidig har der været en ubevidst længsel efter at blive hjulpet, og et håb om, at nogen eller noget ville fixe tingene for mig.
Den ambivalens har været skjult for mig, og den har været gemt godt væk bag en masse forsvarsmekanismer.
Historier om ”at jeg er alene og måtte klare det hele selv” blev på en måde en lidelses-historie, jeg ofte har fortalt mig selv igen og igen, og som har sendt mig direkte ned i den skamfulde selvmedlidenhed.
Egentlig har jeg nok aldrig været særlig god til, at give mig selv lov til at være sårbar og have det svært, og med min “vil selv”, har jeg haft forventninger til mig selv om, at JEG måtte rejse mig hurtigt op.
Det var nærmest aldrig option for mig, at blive liggende.
Lidt flere nuancer
Som 19 årig flyttede jeg hjemmefra, og som 20-årig blev jeg mor til Mathias, samtidig med at min mor immigrerede til USA, og jeg blev alenemor i en alder af kun 22 år. Det har været et voldsomt pres, at stå med alt det så tidligt i livet, og med et kæmpe savn i hjertet til min mor, og til min far der havde travlt med hans eget liv og familie i Odense.
MEN helt alene…
…..det har jeg altså aldrig været….
Jeg har haft utrolig mange mennesker i mit liv, som har stået stand-by for mig, og havde jeg blot tidligere lært at bede om hjælp og række ud, så havde jeg helt sikkert ikke oplevet, at mit liv havde været så ensomt, som det var.
I mange år lukkede mig selv inde bag den perfekte maske på, og når livet var ekstra svært, så søgte jeg tilflugt i min spiseforstyrrelse, for at dulme de ubehagelige følelser der var indeni.
En støttende kærlig hånd
når livet spænder ben
Livet kan tackle os i en sådan grad, at vi havner direkte på røven..
…ja undskyld mit sprog.
Jeg tror på, at de fleste af osreagerer ved at blive periodevis lamslået, handlingslammet eller vi stagnerer for en stund. Jeg tror det er et grundvilkår som menneske, at vi fra tid til anden, føler os tacklet indenom.
At rette opmærksomheden indad mod egne følelser i den givne situation, vil hjælpe som alla at have et indre kompas.
Følelser er en sag imellem “dig og dig”, og de kommer ALTID for at fortælle noget vigtigt. At rette opmærksomheden indad, vil kunne gavne en og hvor du derfra kan være undersøgende og nysgerrig overfor dig selv og situationen.
Hvad er vigtigt?
Ofte kommer vi til, at rette opmærksomheden på vore omgivelser, og derved finde ”nogen at give skylden”.
Når det sker vil man opleve at blive apatisk/ handlingslammet og ofte mist magten over situationen. Vi kommer til at sidde fast i længere tid en nødvendigt. Vi mister drivkraft og troen på, at livet kan leves anderledes, og at vi selv kan løse og har indflydelse på den situation vi er havnet i.
Jeg har været det sted mange gange i mit liv.
Der hvor jeg troede, at jeg ALDRIG ville blive glad igen.
Skilsmisser, dødsfald og aborter har været nogle af de ulykkelige perioder i mit liv, hvor tæppet i den grad blev revet væk under mig. Dage der føltes som tåger, mit sind der blev mørkt og depressivt, og hvor jeg flygtede op i mit hovedet og væk fra kroppen.
De sværeste kriser har dog været de absolut vigtigste lærepenge i mit liv.
Sådan er det vist bare.
Mange spørger mig i dag, hvordan det er ”lykkedes mig” at overvinde en spiseforstyrrelse, der boede side om side med mig i over et årti.
Det første jeg ALTID siger er, at jeg har fået hjælp.
AT jeg på ingen måder, har kunne gå vejen alene, om end den vej til tider har været fyldt med ”alene-dage og alene-stunder”.
Jeg har også måtte erkende, at jeg det IKE VAR ALT JEG KUNNE SELV (av)
At snakke skaber ikke forandring i vores liv, og at gemme os i sofaen med en skål chips løser heller ikke problemerne.. om end det kan give en kortvarig behagelig følelse af eks. ro, tryghed, pause. Men en holdbar løsning bliver det næppe.
Før vi kan forandre, må vi indse og erkende den lort vi står i, og det ansvar vi ofte selv har, for at komme ud på den anden side.
Et kærligt og vigtigt skub
Da jeg var omkring 24 år, sagde min daværende psykiater til mig:
“Christina hvis du vil være rask og have et godt liv, så skal du beslutte dig for, at det er det, du vil?
På det tidspunkt syntes jeg godt nok hun var strid, og mit indre offer rasede længe. Tænk at hun ikke syntes, det var “synd for mig”!!!
Set tilbage er jeg sikker på, at hun have masser af medfølelse for mig, og hun skubbede i jo i den grad til min selvstændighedsfølelse og eget ansvar over min situation. Skubbede til den Chris der valgte at rejse sig og gå videre i livet, stolt over at havde fundet vejen (delvist) selv.
Det glemmer jeg hende aldrig for.
Hun fik virkelig sparket døren ind i mit sind (på den gode måde)
Forandringen sker først den dag vi sætter den ene fod foran den anden, og i handling gør noget ved ens problem. At vi retter fokus indad mod egne ressourcer.
Jeg starter altid selv i det små.
Små justeringer, små ting jeg øver mig på – med kærlig støtte i ryggen fra nogle, som jeg inviteret med ind i mit ”problem”.
Jeg mener bestemt, at der skal være plads til det hele – plads til både stagnation og fremdrift.
Det er ikke et enten-eller.
Men ved, at du er bevidst om, hvad du har gang i, kan du også vælge og derved give dig selv kærlig omsorg de dage, hvor livet bare er mørkt, dumt og gråt.
Giv eksempel dit indre offer kærlig omsorg når hun/han dukker op, spørg hvad hun/han vil?
Vær tilgivende overfor dig selv og medfølende de dage, hvor det er særligt svært og selvmedlidenheden måske er stor.
Dyrk selvomsorgen eks. via et ekstra langt bad, t putte dig i lune varme tæpper, lave et fodbad, lytte til beroligende musik etc.
Og nogen gange vil følelserne bare have chokolade..
og tjaaaa… it is what it is..
Undgå dramaet og den dårlige samvittighed – drop at sige at “alt er ødelagt”, for intet er ødelagt. Vær dog obs på, om du bruger maden som en flugtvej – væk fra følelser du ikke vil/kan/tør være i.
(Er dette tilfældet, så er der heldigvis hjælp at hente)
Skriv eller fortæl hvordan det er at være dig, også selvom du måske som jeg syntes, det er svært og grænseoverskridende.
Men prøv og øv dig.
Øv dig igen og igen og igen
Tak for at du læste med helt hertil
Jeg ønsker dig den bedste dag
Kærligst
Christina
Foredrag om at smide den perfekte maske, om at åbne op for sårbarheden og at række ud.
Læs mere her om mit nye foredrag “Perfekt udenpå – ulykkelig indeni”. Jeg kommer både til Århus og KBH i starten af 2019
