Jeg nyder roen og alene tiden herhjemme lige nu, og jeg elsker, at jeg har mit helt eget ”rum”, hvor jeg kan trække mig, fordybe mig, skrive, lave podcast optagelser, har klientsessioner online og lave yoga.
Julen er hjerternes tid, og jeg elsker julen.
Jeg har mange traditioner, som jeg bærer med mig både fra min mor og fra min farmor. Næsten hver en lille tradition har et lille aftryk fra fortiden.
Anne Beate nisserne der skaber et nisselandskab, minder mig om farmors fine juleborde, der helt sirligt var dækket op med året julestel fra Royal Copenhagen.
Pakker der bliver pakket personligt ind, minder mig om min mors årlige juletema, der hvert år skiftede farver og toner, med tilhørende matchende julekjoler og sløjfer i håret.
Når jeg går tilbage i minderne om julen, så glædes jeg over, hvor mange dejlige minder der ligger gemt, og hvordan jeg selv i dag har lavet mine egne traditioner med Michael som også elsker julen, og at jeg gakker helt ud.
Savnet i julen
Julen er for mig også en tid, hvor jeg ofte har været delt i to.
For ud over at jeg elsker juletiden, er den også forbundet med savn til dem, jeg ikke har mulighed for, at være sammen med eller til dem, som ikke er her mere.
I år holder Michael og jeg jul herhjemme med Michaels piger og min Emily. Mathias skal være sammen med hans farmor og noget familie på den side.
Vi skulle have været hos Michaels familie med hans gamle forældre, men grundet Corona, er det blevet aflyst. Ja jeg tænker mange i år nok har oplevet noget lignende, og vi er nok mange, der er blevet udfordret på at skulle ”omstille os”.
Især Michael blev i år udfordret følelsesmæssigt på, at julen blev anderledes end vi havde troet, og det skulle have lidt tid til at lande. Og vi har det begge svært de år, hvor vores børn holder jul et andet sted hos deres respektive forældre/familie.
I dag som jeg sidder her og skriver, går mine tanker især til min elskede farmor.
Jeg vil efter mit skriv her, tage min vandrestøvler på, og gå en tur op til byens smukke kirke. Et sted jeg i den seneste måned, har været meget, og jeg oplever en særlig ro og følelse af forbundenhed, når jeg er der.
Kærligt farvel og på gensyn til min elskede farmor
Min elskede farmor gik bort 22. november 2020.
Det var blevet tid. Hun blev 96 år, og sov stille ind en søndag eftermiddag.
Jeg nåede at tale med hende blot 4 dage forinden, og det gør mig så glad, at jeg nåede at fortælle hende igen, hvor højt jeg elskede hende.
Den søndag hvor farmor sov ind, var jeg ude at gå med min søster i en skov i Nordsjælland.
Pludselig fik jeg øje på det smukkeste træ, der stod med alle sine smukke gule blade. Jeg stoppede op og sagde til Sandie, at det var vildt som nogle træer holder fast på bladene, mens andre bare slipper hurtigt.
Det blev til en snak om farmor, og Sandie sagde:
“Ja det minder mig sku om farmor, hun holder også fast”.
Vi snakkede om, at vi mange gange havde troet, at hun ville dø, men at hun flere gange igennem de sidste par år, kom igennem den ene infektion efter den anden.
Vi snakkede også om, hvor meget jeg ligner farmor, og at jeg også har utroligt svært ved at give slip, når tid er.
Jeg elskede min farmor utrolig højt.
Min farmor var for mig helt unik, og hun var utrolig stærk, værdig og sej. Det var ikke tilfældigt, at hun blev kaldt ”dronningen” på plejehjemmet.
Farmor var perfektionist til fingerspidserne. Hun var helt ekstremt detalje fokuseret og hun var skide snobbet for at sige det lige ud.
Åhhhh på mange måder ligner vi hinanden utrolig meget. Når jeg eks. ser rundt i mit hjem, ja så er det i dag ikke helt til at se, at farmor var min rollemodel.
Mit hjem bærer nu præg af, at jeg har rykket mig og ændret mig meget, som årene er gået.
Mit hjem er gået fra hvad jeg ville kalde ”Bo bedre” til et mere levende og hyggeligt hjem, med plads til farver, grønne planter og møbler fra genbrugsbutikken.
Tidligere stod mit hjem snore lige, med designermøbler og B&O, og hvor intet var overladt til tilfældighederne. Mit hjem dengang repræsenteret meget det, som jeg på ydersiden også signalerede, og hvor det for mig var vigtigt, at signalere det “rigtige” ud fra nogle rammer og regler som jeg dengang havde som repræsentanter for ” det rigtige”.
Med tiden er der kommet MEGET mere RO PÅ indeni, og jeg kan i dag rumme og holde ud, at der til tider roder og er uorden i hjemmet – både det fysiske og psykiske indre hjem.
Jeg så lidt det samme ske for farmor, som hun blev gammel. En ting var, at hun ikke havde helt de samme kræfter til at holde hjem, have og sig selv ulasteligt klædt og håret perfekt friseret, som da hun var frisk og yngre, men noget ændrede sig også.
Hun blev mere blid og rummelig, og pludselig var der lidt mere uorden i tingene. Hun gav lidt slip på det perfekte, og overgav sig til at hun behøvede hjælp – med tiden blev hun virkelig god til at læne sig til bage og modtage.
Jeg ser det samme er sket for mig, efter jeg har mødt Michael, og hvor vi begge står med ansvaret for hjemmet, og hvor jeg har lært at give lidt mere slip på idealet om, hvordan her skal og bør se ud osv. Jeg har lært at række ud, og bede om hans hjælp, og at jeg ikke behøver at gøre det hele selv.
Sikke en proces det i sig selv har været.
Farmor begyndte også at udtrykke flere følelser, og sagde endda til mig sidste år på denne tid, at hun elskede mig. Det var første og sidste gang jeg hørte hende sige det.
Sorgen flyttede ind
Her i tiden efter farmors død, har jeg været ked af det, og sorgen over at miste hende har fyldt mit hjerte. Det har også været svært at dele sorgen, både fordi den er min egen, men også fordi jeg nogle gange er blevet mødt på sætninger omkring, hvordan jeg eks.:
”skulle være taknemmelig over hendes lange gode liv”, og at ”der jo som sådan, ikke var noget at græde over, for nu fik hun jo endelig fred”, “hun var gammel”, “tænk hvor heldig du var, at du havde hende så længe”.
Jeg VED godt, at det jo primært handler om folks egen berøringsangst, og at det er et forsvar imod, at mærke de intense følelser selv. Det kan også være et misforstået, men dog et forsøg på at hjælpe og lindre den som sørger.
Men AL min viden, kunne jeg ikke bruge lige der, og jeg kan næsten ikke fortælle dig, hvor vred det gjorde mig, og det tappede præcist ind i mit tema omkring at være ”berettiget” til at have det svært og være ked af det.
Et tema jeg har knoklet med i terapien igen og igen, og den censur jeg har lagt hen over mine følelser igennem tiden.
Jeg måtte virkelig tage min egen medicin mange gang i de første par uger efter hendes død, og da min onkel i kirken sagde, at der ikke var noget at græde over, ja der blev jeg mindet om, hvordan farmor også havde været, og hvad vi i familien i virkeligheden, altid har kæmpet lidt med.
For hun var en distanceret, men dog meget kærlig kvinde. Dog afstand. I Bendix familien har vi ikke som sådan talt eller delt svære følelser med hinanden. I hvert fald ikke i den generation, der hørte mine forældre og bedsteforældre til.
Når vi var sammen, så hyggede vi os med hinanden, men vi talte ikke om de nære ting.
Lige der i kirken huskede jeg helt tydeligt igennem hele min krop, hvor ofte jeg som barn og ung følte mig tom indeni, når vi i familien var sammen.
Det gav dengang ikke mening for mig, for alle var jo så søde, og vi elskede jo hinanden.
I dag forstår jeg tydeligt hvad den tomhed handlede om, og det blev en tomhedsfølelse, der har gået ved siden af mig i mange år, og først her i de senere år, har jeg i virkeligheden fundet svaret på, hvad det har handlet om for mig.
For midt i sorgen over at have mistet, kom jeg igen til at gøre mine følelser forkerte. På samme måde som jeg gjorde det, da jeg mistede min far, da jeg aborteret 2 gange for 10 år siden, og nu igen med farmor. Så mange gange har jeg lavet censur på mine følelser – og det er noget der i perioder, er sket på daglig vis.
Heldigvis fik jeg denne gang øje på mit mønster, og fik sat en stopper for det. Jeg satte hælen blidt i overfor mig selv, og sagde højt:
“Christina du må gerne være ked af det. Du har mistet din elskede farmor, det er helt ok at græde, være trist, være i sorg”.
Det lindrede og har hjulpet, at jeg har sagt de ting højt for mig selv, og delt det med Michael.
Farmors gamle kommode
To dage efter farmor var gået bort, skulle vi op på plejehjemmet, og hente de sidste af hendes ting, og dele resten af hendes bo. Jeg var der overrasket over, hvor pragmatisk jeg var den dag, og sagde endda til Michael sådan lidt stolt, at jeg ikke troede, det ville blive så slemt, som jeg havde regnet med.
Jeg havde det overraskende godt – sagde jeg.
Farmors gamle kommode fra 1845, som hun har arvet far min oldemor, har jeg vidst, at jeg skulle arve siden jeg var en lille pige.
Som barn var jeg altid meget optaget af, at ALT stod som det altid havde stået i farmors hjem. Når jeg kom hjem til hende, gik jeg en runde i stueetagen, for derefter at gå op ovenpå til hendes soveværelse, hvor den gamle kommode stod.
I øverste hylde lå alle hendes silketørklæder, og der lå dejlige sæber fra Magasin. Jeg åbnede altid skuffen og skulle lige se, om alt var som det skulle være.
(I dag har jeg selv sæber i alle mine skuffer og skabe, og farmors fine silketørklæder ligger nu så fint i skuffen igen, bare her hos mig).
Jeg var som barn meget utryg især efter mine forældres skilsmisse, og farmors hjem var min trygge base. Både huset i sig selv, men også psykisk blev hun igennem mit liv min trygge havn.
Da vi kom hjem med farmors gamle kommode, og den pludselig stod her i vores entre, ja der knækkede jeg fuldstændig sammen. Det eneste jeg havde lyst til var at kravle ind i kommode, og bare ligge derinde og græde i en af skufferne.
Jeg var fuldstændig utrøstelig, jeg følte nærmest jeg skulle dø af sorgen der kom buldrende helt nede fra mit mellemgulv.
Jeg græd og græd i flere timer, og Michael holdt bare stille omkring mig, for at jeg derefter ringede til min mor, som blot lyttede i flere timer til min gråd og snak.
Jeg ved at jeg græd over farmor, men også over min far, og over alle de gange i mit eget liv, hvor jeg har haft mistet mig selv, og over al den sorg, som har gået ved siden af mig i mit liv, og som jeg ikke har tilladt at give luft og taletid.
Lige der grædende hen over kommoden, gik det op for mig, at det jeg var blevet så vred på de andre over, i virkeligheden var fordi, jeg selv forsøgte at undertrykke mine egne følelser.
Jeg forsøgte at gøre det lettere for mig selv, og ikke at gå ind i smerten og sorgen ved selv at fortælle historien om, hvor godt i liv hun havde haft.
Det var utrolig forløsende bare at græde, men også at få øje på mig selv i spejlet. Vreden slap mit system kort tid efter, og der blev plads og rum til mine følelser.
En sårbar fortælling i farmors sofa
Ugen efter satte jeg mig i farmors sofa her i mit rum, hvor jeg fortalte om netop den oplevelse, om farmors og mit forhold og hvordan jeg havde det.
Det var så dejligt blot at sidde der og tale fra et roligt og sørgmodigt sted, netop hvor der var rum til bare at være med det, som var og er.
Jeg ved ikke helt hvad der er sket siden farmor er gået bort, men jeg føler jeg på mange måder er på vej hjem til mig selv igen.
2020 har været et meget vanskeligt år, og jeg har ikke kunne finde hoved eller hale i mig selv.
Verden har også været vendt på hovedet grundet Corona, og det har rusket i os alle fornemmer jeg.
Gamle skygger er kommet frem til overfladen, og mange har kæmpet med angst, depression og ensomhed.
Dem jeg følger i deres spiseforstyrrelses recovery har i den grad taget nogle hårde runder med sygdommen, og mange har oplevet at have relaps.
Jeg føler virkelig, at det her år kommer til at sætte sine spor, både i den ydre og indre verden.
Det har været lidt som at famle, snuble og prøve igen, og jeg ved at der er meget af lære, og indsigter der skal have lov at lande.
Som jeg skrev ud i mit forrige nyhedsbrev, så mærker jeg selv, at der er et langsomt skifte og lys på vej. Midt i det tunge oplever jeg også en begyndende lethed. Mine ord flyder igen, og mit kreative sted indeni er begyndt at vækkes.
Jeg kan mærke MIG igen, og jeg føler jeg lige nu bliver støttet og hjulpet på min vej.
I disse juledage tænker jeg på min kære far, på min farmor, på min mor, søster og familie i USA, og juleaften vil der være et stort savn til min dejlige Mathias og min svigerdatter Gul. Men også til mine dejlige søskende, min lille niece og mine elskede venner.
De vil danse med mig omkring juletræet i mit hjerte.
Savnet og sorgen må gerne være her, og måske er hjerternes tid netop præcist det. At ALT hvad vi mærker og rummer, netop skal have lov at være her.
Jeg sender dig det største og varmeste juleknus, og ønsker for dig og dine de dejligste, varme og nærværende juledage og godt nytår.
Jeg glæder mig til at vende tilbage i det nye år.
Julekram og tanker Christina
PS. Der er to nye episoder i min podcast
Episode 17; Sorg er kærlighed
Episode 18: Når du forlader dig selv, så har det en pris.
