Savn har været en følelse, jeg altid har forsøgt at flygte fra.
Savn har været en følgesvend lige siden mine forældre blev skilt, og de hver især fik nye familier, som jeg ofte følte, jeg var tilskuer til.

Mig og savn har haft mange svære stunder sammen – vi har bokset mod hinanden, og savn har lammet mig, gjort mig kold og ude af stand til at mærke noget som helst.

Savn har været en af de sværeste følelser i mit liv, for sammen med savnet kom ensomheden, og sammen med ensomheden kom selvmedlidenheden. De tre gik sammen som hånd i handske.

 

Du kan lytte til min blog her, eller fortsætte læsningen af blogindlægget herunder.

God fornøjelse.

 

Jeg bliver stadig udfordret på disse følelser, men i dag kommer savnet på en anden måde. I dag kan jeg komme til at savne mig selv, hvor før i tiden føltes det som om, jeg savnede “nogen”.

Men jeg har med tiden lært, at jeg igennem hele mit liv, allermest har savnet kontakten til mig selv.

Jeg har ikke kunne høre det, for jeg har haft hamrende travlt. Travlt med at fixe og travlt med at flygte væk fra mig selv.

For et par år siden forstod jeg pludselig “det hele”. Som en ny sandhed, et nyt vindue der åbnede sig op.

Jeg havde ledt og ledt i mange år, og pludselig så jeg i spejlet, at hende jeg ledte efter, var mig selv.

Men det blev defust, som noget jeg ikke kunne få fat i, for selvom jeg forsøgte at skabe kontakt til mig selv via meditation, yoga, terapi og alle mulige øvelser – ja så forblev tomrummet der stadig.

Bare endnu værre – for nu havde jeg jo fået øje på “hvad der var galt”, hvad der skulle til. Trods for alle disse indsigter og redskaber, så forblev smerten den samme.

Jeg havde jo aldrig lært “bare at rumme mig selv, og være med og i mig selv”.
Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.

Når jeg var alene, blev jeg grebet af panik og lysten til at flygte væk. (dette gjorde jeg så i mange år med mad, træning og kontrol)

Og ja det lyder jo også nemt, rart og enkelt bare at skabe kontakt – elske sig selv – være i sig selv.

Men for mig, var det aldrig nemt.

Jeg havde aldrig lært at være tryg i mig selv, eller ”bare at elske og tilgive mig selv”, så jeg udviklede afhængigheder til andre og til mad, og kun når jeg var i tosomheden, kunne jeg skabe kontakt og være tryg.

Men det lykkedes aldrig alene.

Den kontakt til mig selv jeg fik skabt igennem andre, var aldrig helt ægte og aldrig en holdbar løsning,. For så snart de andre eller maden ikke var til stede, kom ensomheden og savnet tilfoldigt tilbage.

Jeg har ledt og ledt efter de magiske svar, magiske løsninger og strategier der kunne fritage mig fra disse følelser. Men for et par år tilbage gik det en aften op for mig, at jeg selv rummede alle de værktøjer og løsninger, som jeg havde ledt og søgt efter i årevis.

For der sad jeg en aften, alene med følelsen af ensomhed, ulykkelighed og savn. Jeg sad i sofaen og var flov over, at jeg følte som jeg gjorde, og jeg forsøgte desperat at komme væk, flygte, slippe fri.

Den aften var som en kamp imellem to sider af mig selv. Den rationelle side der hele tiden sagde til mig, at jeg bare lige skulle gøre sådan og sådan, og så var der alle mine følelser, jeg ikke kunne styre eller kontrollere.

Midt i det kaos kaldte en stemme pludselig på mig. En stemme der kom fra mig selv.

I dag kalder jeg hende for min ensomme pige, der bor inden i mig.

Hun kom den aften for at kalde mig hjem.

Dette var min første aften alene, uden terapi og uden andre, hvor jeg rent faktisk skabte kontakt til det triste sted inden i mig.

Lige der ved min side, der sad hun og kiggede op på mig.

En sød og pæn lille pige på omkring 8 år.

Det eneste hun ønskede og bad om var, at jeg tog om hende, krammede hende og fortalte hende, at hun altid ville have mig.
AT jeg altid ville passe på hende, og være der for hende.
At hun kunne stole på mig, og at jeg ville øve mig på ikke at forsvinde igen.

Dette var min aften for snart 3 år siden, og meget har ændret sig indeni mig.

Jeg føler mig sjældent alene mere, for jeg har fået øje på, at der inden i mig, bor en masse små indre børn, der har brug for mig, brug for min kærlighed, omsorg og tryghed. At de gerne må være der som de er, og blive elsket som de er.

I min verden er det så vigtigt, at vi ikke bare får af vide, at vi skal elske os selv, tilgive os selv, rumme os selv.
For er du som jeg, så kan det være så svært, hvis man aldrig har fået det lært.

Derfor kan det være befriende at acceptere, at det bare er som det er, men at du i dag med dit voksne og kærlige jeg, kan omfavne og kamp-knus-elske dine små børn inden i dig, tage dem op på skødet, og give dem alt det, som de har brug.
<3

Vil du gerne i gang med at øve dette, kan du gøre som jeg gjorde.

Jeg fandt nogle billeder af mig selv som lille. Jeg fandt forskellige billeder, som symboliserede alle de små børn inden i mig.

Der var hende den usikre Christina, hende den triste og hende der aldrig følte sig god nok.

Jeg gemte billederne tæt på mig i en periode, så jeg kunne tage dem frem, og kigge på dem. Derfra kunne jeg sende mine små indre børn lys og kærlighed, lige ind i det sted i deres hjerter, hvor de ikke følte sig elsket, værdsat og rummet.

Som en daglig reminder til mig selv om, at jeg aldrig mere ville være alene.
En daglig reminder og livsopgave der består i, at være sød, rummende og tilgivende overfor mig selv.

<3 Tak for at du læste med.

Christina Bendix

 

Mere inspiration

>> Christina på P1 i programmet: Kejser: Tør du sige, at du er ensom.

Mandag d. 30 januar 2017 deltog jeg i programmet Kejser, tør du sige, at du er ensom? Du kan lytte til hele det herlige program lige herunder, hvor jeg fortæller om ensomhed og hvordan det har været for mig. Jeg deltager i programmet sammen med en håndfuld meget spændende mennesker, der også har haft ensomhed tæt ind på livet.

LYT HER: Kejser: Tør du sige, at du er ensom 

 

>> Vide0blog om ensomhed – se mere HER

 

Foredrag

Foredrag comming up i 2018

Et foredrag om ensomhed, om at stå ved sig selv, om kropsidealer, spiseforstyrrelse – om dit forhold til mad og dig selv. Læs og se mere HER