50 år føles vildt som vildhaven
Jeg havde fødselsdag i sidste uge. Jeg fyldte 50 år.
Det føles altså ret vildt. Blomster blev sendt hele ugen som et langt blomster-kys, og for mig blev det en kærlig reminder om, at det er STORT at blive 50 år.
Jeg havde en helt vidunderlig dag, hvor jeg var på vandretur med Michael og Harley hunden, jeg badede i det kolde hav og råhyggede mig med mine børn, svigedatter, lille Isak og mine bonusbørn. En dag der gjorde mig blød i hjertet, og hvor jeg blev hygget om fra morgen til aften. (på min instagram kan du se en lille film for dagen, hvis du har lyst)
Jeg gik i seng den aften og følte mig ELSKET og HOLDT.
Da jeg forleden skrev om fødselsdagen på Instagram, fik jeg en herlig besked fra en kvinde: ”Velkommen i klubben” – skrev hun.
“Tak for medlemskabet” skrev jeg tilbage og smilede for mig selv.
En særlig klub tænkte jeg efterfølgende.
Et nyt årti for mig i mine halvtredsere forude, og en livsfase som samtidig byder på fortsatte udfordringer. Særligt overgangsalderen har flere gange de sidste par år forsøgt at sparke underlaget væk under mig. En krop og et sind der til tider føles som at være teenager på ny, søvnløse nætter, hjernetågen, humørsvingningerne og de mange hedeture jeg særligt havde inden jeg startede i hormonbehandling.
Overgangen i overgangsalderen er for de fleste en lang affære, og cirka 1/3 af alle kvinder oplever rigtig mange symptomer. Jeg er (desværre) i den gruppe.
Overgangen føles som en indre vildhave
Overgangsalderen kalder på, at jeg giver slip og læner mig ind i dette livsskifte. Lytter til den, accepterer og samarbejder. Samtidig er der også en følelse af forår til tider, hvor jeg føler mig stærk og fri på en ny måde. Lidt som en ny begyndelse – og det er vanvittigt sårbart til tider.
Af og til med en stejl læringskurve, særligt når jeg kæmper imod.
Lidt som min baghave her i landvillaen som vi har døbt ”vildhaven”.
Vildhaven der får lov til at være mere utæmmet, og vildhaven der lærer mig at overgive mig, og at se på ”ukrudt ” med mere kærlige øjne. Se på mælkebøtternes insisteren på at være her, og som snart har overtaget hele græsplænen.
Haven er for mig som et spejl på de mange naturlige forandringer, jeg selv er igennem i disse år. Overgangsalderen der som mælkebøtterne er kommet for blive, og som jeg har brugt en del år på først at “slå hen”, og siden hen at forstå og acceptere, ligesom accepten af hormontilskuddet som måtte til, for mig, så jeg kunne fungere rimeligt i mit liv.
Uperfekt have
Sidste sommer indså jeg, da jeg drønede rundt i haven og forsøgte at kontroller den, at jeg faktisk ikke mere ønsker mig den perfekte have. At det hører sig fortiden til.
Jeg oplever at min overgangsalder, de mange livsskifte jeg har sat i gang og det, at jeg er blevet farmor hjælper mig til at slippe den gamle kontrol. Bid for bid. Det sker faktisk lidt af sig selv. Ting indeni ændrer sig hele tiden, og det jeg engang kunne, kan eller vil jeg ikke mere.
Det som engang var vigtigt, er ikke vigtigt mere.
Værdierne flytter sig, og nye døre åbner sig til sindet, til nye indsigter, nye vigtigheder og kæmpe AHA. Atter nye runder i min identitet og med de åbne spørgsmål, som jeg tidligere har skrevet om:
Hvem er jeg nu?
Eller rettere..
Hvem har jeg i virkeligheden altid været.
Haven i mit skriv i dag, skal ses som et symbol på en indre proces, og hvordan det spejler en udvikling fra det mere rigide, ængstelige og kontrollerede til langt mere rummelighed, frigørelse og ja faktisk også mere synligt sundt rod. Det er hyggeligt at bo – så det levede liv kan ses.
Ja runder af accept af det indre ukrudt aka accept af det i mig, som altid vil være en del af mig.
Plads til skævheder og fejl
Mens jeg skriver til dig kigger jeg ud gennem køkkenvinduet, hvor jeg netop har kig til ”vild-haven”, og til det faldefærdige gamle orangeri som jeg elsker i al sin patina. Jeg kigger på mælkebøttegræsplænen der i år igen, helt sikkert, kommer til at ligne en stor sol.
En stor smuk sol – lige der i vildhaven.
Der er nemlig blevet mere plads til farver, skævheder og at ting får lov at ligge. Overgangsalderen og denne tid i mit liv tror jeg på hjælper til overgivelse, at rette fokus på det vigtige og at slippe noget af den kontrol, som engang var en overlevelsesmekanisme.
Jeg slipper mere og mere og tillader mig selv at flagre i forandringerne. Jeg øver..
Kærligst Christina
