Jeg er her stadig, og jeg har styrke på lager
Jeg er netop kommet hjem fra en ”Walk and Talk” på Trampestien her på Stevns klint, og jeg sidder nu med røde kinder og en særlig ro indeni. Min vinterbadesæson startede i sidste uge, og her til formiddag gik turen atter til havet og saunaen. Det er både et frirum og samtidig er det en form for mental træning, hvor jeg helt konkret øver fokusskifte, åndedrætsøvelser og at udsætte mig selv for en form for kontrolleret ubehag.
For mig er det kolde gys – virkelig et koldt gys og ret så ubehageligt, men det er samtidig SÅ fedt at opleve effekten. Hver eneste gang oplever jeg en efterklang af indre ro, styrke og klarhed. Men også at min krop summer efter ”kulde-varme effekten”, som at noget rykker sig på plads undervejs.
Som en kvinde jeg mødte sagde: ”Det er svært at forblive i dårligt humør, når man kommer herned”. ”Ja svarende jeg, det er nærmest umuligt”, og vi grinede og snakkede om, hvor sk*de koldt vandet hurtigt er blevet.
Siden sidst
Siden sidst jeg har skrevet, har der været gang i mit liv på mange måder, og det er ærligt svært at opsummere efter tid væk fra tasterne. Men i dag vil jeg prøve at dele lidt bidder med dig.
Den helt store NYHED er vist, at jeg efter sommeren har fået det markant bedre. Jeg har ikke helt turde sige det højt fordi, jeg i flere uger var nervøs for, om det blot var lidt som da jeg havde menstruation og havde 14 gode dage ud af en menstruation cyklus, og var resten af tiden ofte var med mere tungsind og ængstelighed.
Men den er god nok – jeg har det bedre også midt i flagringerne
Jeg har delt med dig herinde og på min Instagram, hvordan de mange livsændringer de sidste par år, har rusket i mit indre. Der har også været meget ”mudder”, og det har været svært for mig at gennemskue, hvad der hørte sig til hvad.
For midt i at skulle vænne mig til min tomme rede, at føle mig “fyret som mor”, og at Michael og jeg har skulle finde vores ben i vores parforhold uden hjemmeboende børn, efter 8 år som sammenbragt familie og et hus der summede af liv. Samtidig at bo i helt nye omgivelser uden tilhørsforhold og i en ny form stilhed, hvor venner og familie ikke bare lige kommer forbi. Isolation og langt-væk-følelsen har været vildt svær at være i, og først i sommers erkendte vi begge sådan endeligt, hvor svært det egentligt har været.
At føle sig forkert i det svære
Jeg har ærligt følt mig forkert, når jeg delte det svære fordi det også er en kæmpe drøm at bo her på Syd Stevns i vores landvilla med markerne og havet omkring os.
Det har været som at være i en lykkelig-ulykkelig livsfase, hvor jeg hele tiden har forsøgt at se det gode og udviklende i at skabe forandringerne. Men mange tårer er blevet grædt i det skjulte.
I en terapisession i sommers indså jeg, at jeg været i indre krig med virkeligheden, som om jeg ikke helt havde givet mig selv lov til at reagere sundt på forandringerne.
I går talte jeg med nogle kollegaer som også er tilflyttere hertil Stevns, og de kunne “heldigvis” dele samme oplevelse og ambivalente følelser. Det var sådan en lettelse af genkendelse. Og ja kollegaer har jeg også fået siden sidst, for jeg startede i maj i et timelønnet job hos Stevns Klint Experience, hvor jeg har et par vagter om ugen.
Det giver mig så meget at lave noget helt andet ved siden af mit hjertebarn, som mit lille firma jo er. Jeg opdager nye sider af mig selv, og at være en del af noget større, en del af området hernede, en del af et fælleskab og at være med til at formidle om Stevns klint – ja det kan min indre historiefortæller virkelig godt lide.
Men tilbage til "status"
Det er ikke længe siden at jeg indså, at jeg de i sidste par år har været kapret af post-overgangsalderen; altså den 3 fase i overgangsalderen. Det er her hvor hormonerne (østrogen, progesteron og testosteron) falder drastisk, og hvor mange kvinder oplever et utal af fysisk, mentale og psykiske symptomer.
Jeg er en af dem som jeg tidligere har delt, som har og har haft mange symptomer, særligt mentalt og psykisk.
Derfor kom jeg også sidste år i hormonbehandling (går hos en dygtig gynækolog), og det har lindret en del, men det har stadigvæk været svært at skelne imellem, hvad der har hørt sig til hvad.
Styrke på lager
I sommers da jeg vandrede Bornholm rundt med Michael i en uge, var det som at puslebrikkerne lagde sig. Jeg genopdagede mig selv på stierne, som den stærke Chris jeg altid har kendt, men som jeg i perioder har følt, næsten hørte fortiden til.
Pludselig var hun der igen.
Jeg oplevede den vildeste form for styrke på lager.Jeg oplevede at min krop kunne klare meget mere end hvad jeg troede, og jeg gik Bornholm rundt 130 kilometer uden en skade eller vabel, og særligt kunne jeg rumme indeni at vandre med Michael side om side, med vores forskelligheder uden at føle mig afvist eller alene.
Den uge vågnede jeg op fra en døs, og det fik mig til at indse:
“Jeg er HER stadig, og jeg har styrke på lager”
Det var så vild en oplevelse fordi, jeg de sidste par år har følt mig hudløs og ret meget ved siden af mig selv.
Efter Bornholm har jeg det som, at jeg nu bygger mig selv op herfra, hvor jeg er nu. Jeg har erkendt, at jeg ikke kommer tilbage til hende jeg engang var, men at jeg er her nu som en moden Chris midt i mit livs overgang og 2,5 år inde i post- overgangsalderen med en krop og sind i forandring.
Hvor længe jeg skal være i disse vilde flagringer aner jeg ikke, men gennemsnittet for post-menopausen er cirka 4-5 år. Så på den gode side er jeg jo halvvejs 🙂
Dette er mit livs efterår
Jeg er ved at give slip
Jeg er i hamskifte
Jeg har erkendt, at det ikke nytter noget at slås med mig selv, og derfor har jeg mentalt underskrevet en fredsaftale, som blandt andet handler om at øve accepten af, at mit liv HAR forandret sig, at jeg HAR forandret mig.
AT forandringer er udviklende, at store forandringer ofte føltes utrygt og til tider panik agtig. At det er sådan det er.
At jeg gerne må savne når jeg savner, græde når jeg har brug for det, og samtidig give plads og have fokus på alt det fine og vidunderlige som også er i livet. “Fredsaftalen” har været en game-changer, for der har været meget bunden energi i ikke at ville acceptere det svære, og energien er også blevet bundet i sammenligningerne med hvordan livet kunne, skulle, burde være.
At slutte fred med virkeligheden
- og spændende tiltag
At øve accept og at slutte fred med virkeligheden har givet mig et fornyet overskud og energi til at udvikle på ny. Det gør mig simpelthen SÅ glad. at jeg atter er i gang og tager livtag med mine drømme.
Podcast
Blandt andet er jeg kommet i gang med at arbejde på min modne efterfølger af min podcast ”Mit livs overgang”, og jeg har nu et par aftaler i kalenderen med skønne kvinder, der vil gæste podcasten og dele deres livs overgang med os.
Undervisning og workshops
Jeg har også spændende ting i gang med min Yinyoga og meditation; blandt andet har jeg netop været ude i en virksomhed og guide en indledende meditation som opstarten på en dagskursus omkring stress og trivsel. Til november skal jeg også undervise mine kollegaer hos Stevns Klint Experience i en YinYoga fordybelsesklasse “medarbejder-treat” med udgangspunkt i efterårets tema om at give slip.
Til november skal jeg facilitere og holde halvdags workshop ”Kvinde midt i livet” for 10 skønne kvinder der kommer herned til Stevns, hvor jeg har lejet Yogasalen på Rødvig Badehotel. Jeg glæder mig SÅ meget.
(har du en kvindeloge, en mødre gruppe, venindegruppe, uddannelse, workshop eller andet, hvor du kunne ønske et besøg eller samarbejde, så kontakt mig endelig).
Sessioner
Jeg har fået mere gang i sessionerne igen; både diætistforløb, terapiforløb og yoga/terapiforløb enten her på Stevns i mit lille terapi-og yogahus eller i terapihuset Hellerup. Jeg har åben for tilgang af nye klienter fra midt november, og tilbyder altid en gratis afklarende for-samtale.
Jeg tænker her afslutningsvist på, hvor vildt det ofte er, at det først er når vi ved, hvad det er i os selv at vi slipper, at vi kan give rigtigt slip. Først der kan nyt for alvor begynde.
Jeg kigger ud på efteråret, ser bladende slippe og lande på marken ude foran mit vindue og sender dig en kærlig tanke og sige tak for at du læste med hertil. Jeg skriver snart igen,
"At slippe i accept og tilliden til at lande på ny"
Kærligst Christina
