Det er meget sjældent mad vi savner, men oftere en dybere kontakt til os selv.
I dag havde jeg en skøn telesamtale med en kvinde omkring mit gruppeforløb. Hun fortalte mig, at hun i mange år har været on/off slankekure, og at hun lige nu overvejer, om hun skal med i mit næste gruppeforløb.
Hun overvejer fordi som hun sagde, ”jeg skal liiiige gøre endeligt op med mig selv, om jeg tør sige farvel til slankekurene”.
Det hun i virkeligheden mener er, om hun tør give slip på den kontrol der ligger i at gå på slankekur, og en gang for alle sige STOP. Stop til forbud, restriktioner, droppe alle kostplanerne og hvad “kosteksperterne” ellers fortæller er rigtig eller forkert.
Måske kender du selv til tanken, at du må tage kontrol over maden og tage kontrol over dine overspisninger, for hvis du ikke kontrollerer det
– så ender det i håbløshed.
Min teori er, at jo mere kontrol over maden, du forsøger at holde fast i, jo mere ukontrolleret vil det blive.
Det som du forsøger at styre – vil styre dig.
Der er intet forkert i at følge en slankekur
– hvis det virkelig virker for dig.
Men hvis du har flere forsøg bag dig, og du hver eneste gang kommer tilbage til dit “mad-problem” – altså kommer tilbage til udgangspunktet – så er det måske på tide, at gøre noget andet end du plejer.
Og det er denne sætning som kvinden lige nu er i gang med at fordøje..
”gøre noget andet, end jeg plejer”
Og det er nemmere sagt en gjort. Der er så meget tryghed i det vi plejer at gøre, at det meget ofte føles angst provokerende og grænseoverskridende at gøre noget andet.
Hvis ikke mad – hvad så?
Hvis ikke kontrol – hvad så?
Jeg får lov at følge mange i forløb, hvor mad fungerer som trøst og lindring – og hvor mad giver adgang til en kortvarig følelse af glæde, ro, tryghed eller pause.
Og hvis vi ikke har maden til at trøste med – hvad har vi så?
Dette spørgsmål er kæmpe stort – og den frygt der ligger i at stoppe overspisninger er virkelig hos rigtig mange.
For hvis maden eller slikket giver adgang til eks. tryghed eller ro, og vi i vores liv ikke kan finde andre steder, der giver os samme følelse …ja så er det som at kaste sig selv ud på det åbne vand UDEN redningsvest.
Og hvem pokker har lyst til det?
Derfor handler det ofte i forløbene om, at finde ind til en personlig redningsvest som ikke mad – men som i stedet er styrken og modet til at sætte grænser, mærke sig selv, bryde ud af noget skidt i vores liv m.m. Altså gøre op med det som i virkeligheden gør os utrygge eller ulykkelige.
Vi kan sige nok så mange gange til os selv – at vi “skal tage os sammen” eller “i morgen så stopper jeg”, men et sted dybt inde i dig selv ved du nok godt, at det ikke kommer til at ske. Hos de fleste jeg møder er der en en dyb ambivalens, og hvis frygten for at give slip er større end troen på det vi får – ja så holder vi fast i det velkendte.
Ambivalens
På den ene side hader vi vores afhængighed og den magt maden kan have over os, og samtidig kan vi opleve et nærmest desperat behov for maden og den lindring som mad.
En fyldt mave kan på mange måder lindre og bedøve den tomhed, utryghed, uro der kan være i livet, og maden har på den måde utrolig mange ubevidste funktioner…
Sådan var det hos mig i min vej ud af et madmisbrug, og sådan er det hos mange af mine klienter.
>> Jeg husker alle mine gentagende spiseflip, hvor jeg om eftermiddagen startede lidt i det uskyldige. Jeg ville bare lige have en lille kiks… og inden jeg så mig om, havde jeg spist/fortæret hele pakken… nærmest som var jeg i trance.
Efter hver eneste gang tænkte jeg:
“Christina i morgen stopper du”
Men i min jagt på at gøre det af med min madafhængighed, mistede jeg mere og mere kontakten til mig selv, og jo mere jeg mistede den, jo mere forsøgte jeg at kontrollere, og jo større blev min madafhængighed.
Det har ALDRIG LYKKEDES mig, at få kontrol over min madafhængighed, MEN DET HAR LYKKEDES MIG at forstå HVORFOR det med maden fyldte og styrede mit liv som det gjorde, og hvorfor maden var så vigtigt for mig.
Hvad giver maden dig – som du ikke får andre steder?
Når jeg stiller dette spørgsmål til mine klienter, så kigger de ofte lidt forskrækket på mig. Andre siger ligeud: Det var sku da et godt spørgsmål.
De mange jeg får lov at støtte og hjælpe i rejsen til at forstå deres forhold til mad, ja så er den mentale og accepterende tilgang ret så ny for dem. De har været vant til selvkritik og et utal af nederlag.
Derfor er det med nænsomme og små tålmodige skidt, at vi må arbejde med forholdet til maden – som er en afspejling af vores forhold til os selv.
På mange måder kan vi sige, at maden er et nødopkald fra et ukendt sted. Maden kommer med et budskab.
Et nødopkald fra et ukendt sted
Det er meget sjældent mad vi savner, men oftere en dybere kontakt til os selv.
En følelse af at være HELT OK.
Maden kan blive en måde hvorpå vi mediciner os selv med omsorg og kærlighed.
Mad er kærlighed.
Mad er omsorg
Mad er tryghed
Mad er et behov
Mad er lyst
Mad er altså mange ting – og derfor får vi aldrig succes med at forsøge at kontrollere det. (måske kun for en kort lille periode).
At arbejde med et svært forhold til mad, vægt og krop er ikke nemt, og derfor er mine skriverier ikke nemme og fyldt med “6 nemme veje”. For vejen er ikke nem – men meget vigtigt.
DER ER EN VEJ .
EN VEJ DU MÅ DU SELV FINDE
– for din vej er din vej.
Jeg vil meget gerne støtte dig i denne rejse, hvor du langsomt vil lære at forstå de “nødopkald” der kommer fra din sjæl, og hvad det egentlig er, at du “er sulten efter”.
M E N T O R * G R U P P E
>>> Forløbet strækker sig over 10 måneder, og det har virkelig mange fordele.
Det giver ro
Det giver dig tid til at få arbejdet og få implementeret alle de nye mentale strategier
Det giver dig tid til at arbejde med hjemmeopgaverne i små skridt
Du bliver fastholdt i lang tid, og får hjælp til at komme tilbage på sporet, hvis du skulle smutte ud på en detour undervejs.
> Jeg vil være din mentor-guide-on-the-side, og du vil få massiv støtte og opbakning. Rejsen fra madkaos til madro er lang. Men med små kærlige skridt kan det lykkedes. Også for dig. Læs mere HER om hele forløbet, og hvornår næstegruppeforløb starter op.
Kærligst,
Christina Bendix
OM CHRISTINA
Jeg er 44 år, mor til to skønne børn på 17 og 23 år, bonusmor til to dejlige teenagepiger, og er i fast parforhold med Michael.
Jeg er uddannet klinisk diætist, NLP Master og studerer til psykoterapeut (nuværende 3 år). Jeg har arbejdet som mentor og diætist i nu 10 år, og er indehaver af mit eget firma ChristinaBendix siden 2007.
Jeg rådgiver, støtter og guider mennesker til at (gen)etablere et naturligt og afslappet forhold til mad, vægt og krop – og finde vejen til mere selvkærlighed.
Jeg afholder foredrag (live & online), workshops/temadage for blandt andet 2pm modelmanagement, hvor jeg også er husmentor for de unge modeller. Jeg tilbyder intensive individuelle forløb, gruppeforløb, workshops og mit intensive forløb til mennesker med en spiseforstyrrelse.
