Jeg er tilbage ved tasterne igen, tilbage til mine herlige klienter og tilbage til hverdagen.
Hvordan klarer du mon overgangen fra hverdag til ferie, og fra ferie til hverdag.

Jeg kan ærligt fortælle dig, at jeg denne sommer har klaret overgangen fra ferie til hverdag NOGET BEDRE end omvendt fra hverdag til ferie.

Min sommerferie startede med et breakedown som min emnelinje i dag også røber. Jeg har tænkt over, om jeg overhovedet skulle dele dette med dig, for dele af mig syntes, det var lidt “små pinligt”, og dele af mig kunne ikke helt finde finde hoved og hale i fortællingen.

Men i dag satte jeg mig for første gang til tasterne i meget lang tid, og ja her er min lille deling.

 

Sommerferien der startede med et sammenbrud.

Fredagen (uge 28) inden min sommerferie, sad jeg sammen med mine klienter i Lyngby. De fleste delte historier, om deres ferier der bankede på døren. De fortalte om familieferien, om at pakke bilen og bare køre afsted sydpå, de fortalte om sommerhuset med ungerne, om langsomme hyggelige dage ved vandet som familie osv.

Da jeg er MEGET visuel anlagt, så kunne jeg i klare og tydelige indre billeder se, nærmest som en film, børn og forældre hygge sig SAMMEN, morgenhygge, strandture ved solnedgangen, hånd i hånd, store herlige is, spil i haven
– ja mine indre billeder ville ingen ende tage, og selvom jeg godt vidste, at min tendens til at romantisere virkeligheden i den grad var på spil (også her), ja så blev jeg virkelig påvirket af historierne.

Jeg mærkede den fredag formiddag et kæmpe stik i hjertet, og når jeg omvendt blev spurgt til min og Michaels sommerferie, ja så kunne jeg fortælle, at vi næsten ikke skulle holde ferie sammen.

( jeg hørte mig selv undskylde med, at det også var OK, for vi havde jo også været på bryllupsrejsen, så alt var godt, alt var ok, jeg var taknemmelig)

 

Farvel – På gensyn – Hej igen

Ferier for mig betyder ofte adskillelse, og sådan har det været igennem hele min barndom, og voksenliv med min mor, søster og størstedelen af min familie bosiddende i USA. Jeg har mange mange oplevelser som er præget af mange svære ”FARVEL & PÅ GENSYN”, og igennem de nu 4½ år med Michael, er der kommet flere til.

Flere FARVEL
…. men jo også FLERE HEJ alla “jubiii hej min elskede du er hjemme igen”.

( sidstnævnte del, havde jeg altså denne fredag glemt ALT om)

Livet her hos mig/os i en sammenbragt familie er i virkeligheden sådan, at vi deler os op, så meget som det kan lade sig gøre. Især i ferierne, men også i perioder har vi i weekender måtte dele os, og finde på kreative løsninger for at møde hinandens behov.

Ikke fordi der er eller har været skænderier, men fordi der er rigtig mange forskellige behov, og forskellige måder at være til i livet på. Ligeledes TID alene med sine egne unger, er essentielt syntes vi begge.

Vi har igennem tiden forsøgt at forene det, og se forskellene som en styrke, men det har været meget anstrengt, og vi ER med tiden blevet klogere på, hvad der fungerer og ikke fungerer.

 

REALISME vs. DRØMME

Jeg kunne også sige, at vi er blevet MERE REALISTISKE.
Vi HAR forsøgt at lege ”kerne familie” og sammen skabt billeder af hvordan eks. ferien ville blive/kunne blive.

Men det blev bare ALDRIG helt, som det billede vi havde skabt. Nærmere langt fra.

(og er det ikke bare tit sådan, at virkeligheden kontra drømmene vi skaber bare ikke stemmer overens, og især hvis drømmebillederne ikke er realistiske og overens med virkeligheden)

I stedet for afslapning og hygge, ja så blev det til flere anstrengte dage end dage med afslapning og harmoni, og især JEG reagerede meget kraftigt på, at vi alle forsøgte at tilpasse os.

Så helt enkelt har vi taget ansvaret for vores situation,
– vi har lært og taget ved lære af de stunder, der har været knap så hyggelige…og vi har nu igennem de sidste par år delt os op, og holdt de fleste ferier hver for sig.

Det er sådan som det skal være, det er det bedste for os alle sammen, i hvert fald for nu, det er klogt og fornuftigt og ja alt det der…

MEN….

Lige meget hvor kloge og realistiske vi er, så bliver jeg alligevel bundulykkelig i dagene inden ferien skal i gang.

Og i år var ingen undtagelse, og nej hverken bryllup eller den fantastiske bryllupsrejse gjorde tingene nemmere for mig. (Det havde jeg ellers lidt naivt håbet)

Da jeg fredag eftermiddag kørte hjem og havde sommerferie tudbrølede jeg. På ganske kort tid blev jeg kapret af gammel historie og drama. Alt rationale var som pist forsvundet, og følelserne tog over.

Jeg endte den dag med at køre hjem, skifte tøj og flygte ud til Bagsværd Sø, hvor jeg gik tudende rundt om søen i små 3 timer. Det tog mig en del tid at hente mig selv tilbage, vikle mig ud af kapringen, og se klart igen.

Igennem min gåtur gik jeg fra at være som et barn, være offer og have virkelig ondt af mig selv, for så at blive pisse vred over hvor dum og barnlig jeg følte mig, for derefter at føle uretfærdighed over, at jeg ALDRIG havde haft en kernefamilie, til at græde over det, til at føle mig misundelig på alle dem jeg kendte, skælde Michael ud i telefonen over, at det var hans skyld det hele
(hvilket det på ingen måde er eller var).

Set tilbage så blev jeg på ganske kort tid forvandlet til Christina på nok 8-10 år, der levede som et skilsmissebarn. Jeg tog med andre ord hele turen med mig selv og alle mine skygger og arketyper herunder især min skygge dommer, skygge dronning, skygge historiefortæller, skygge martyr og mit indre offer.

De VAR alle på spil og hoppet ud af skabet for at “lege”.

HOLD da op et virvar af følelser jeg var igennem…

Jeg begyndte først at få det bedre og kunne atter trække vejret mere frit, da jeg besluttede mig for, at trøste de dele af mig selv der var på spil herunder især mit ulykkelige indre skilsmissebarn.

– hun dukker skam stadig til tider op, og bliver bundulykkelig over den familie hun mistede, og den far som hun savnede igennem hele sin barndom. Midt i det hele blev jeg barnet der så på, mens Michael blev min far og mor der tog af sted med deres “andre børn og familie”.

 

Accept af virkeligheden
Det er, som det er.

Det som ofte kan få mig helt “ned med nakken” er når jeg;

1. gør mig forkert i det, som jeg føler og/eller 2. når jeg ikke acceptere virkeligheden som den er, men bliver fanget i mine drømmebilleder af, hvordan jeg gerne ville at virkeligheden var og/eller 3. Ikke møder mig selv i mine følelser, eller bliver mødt i mine følelser

Ganske enkelt og helt naivt vil jeg faktisk bare gerne have DET HELE, og når jeg bliver kapret af alle mine skygger og gamle sår, ja så kan jeg IKKE se ALT det fantastiske jeg allerede HAR, for det eneste jeg har øje på lige der, er ALT det, som jeg ikke har.

Der er dele af mig, som ikke helt har accepteret, at jeg lever i en sammenbragt familie, og der er dele af mig der laver prinsessedrømme og forestillinger om ”far, mor og børn”.

Jeg skaber altså nogen gange ikke-virkelige billeder og fantaserer for meget om alt det, som jeg ønskede var.

ACCEPT af ens virkelighed ER en nøgle til at kunne skabe forandringer, og ACCEPT er vejen til at få mere ro på og mere fred i sjælen.
Det er jeg 100 % overbevidst om
– og jeg ender altid frygtelig ulykkelig, når jeg ikke accepterer min virkelighed, men i stedet skaber forestillinger om, hvordan jeg ønskede virkeligheden er.

 

Men hvad så – blev min ferie så helt af H… til..??

NEJ NEJ NEJ… jeg fik faktisk den bedste uge alene herhjemme med Emily, hvor vi havde frihed til bare at være hende og mig. Det var en fantastisk uge sammen, og mit sind var IN PEACE. Michael havde også en god og rolig uge med hans piger, så “alt” endte godt og som det skulle.

Hvordan kunne det så ske efter den fredags-nedsmeltning?

…hmmm…. jeg tror det hænger sammen med, at jeg gav mine følelser frit løb den fredag eftermiddag, eller rettere de stak sku bare afsted med mig, og det eneste jeg kunne var, at følge med.
I hvert fald i de timer det stod på.

Jeg kunne på ingen måder havde stoppet det.
NOGET MÅTTE OG SKULLE UD
Op til overfladen.

 

Vær mor for dit indre barn

Jeg tillod Christina på 10 år at få lidt taletid, og jeg formåede også med Michaels hjælp, at give hende lov til at tude ud. Bare være sådan rigtig ulykkelig…

Ulykkelig over, at den kernefamilie jeg altid har drømt om at have, egentlig aldrig helt er blevet til noget.. Græde over at mine egne børn er blevet store og derfor har mindre brug for mig, og den sorg der ofte følger med, når livets faser skifter.

At tillade de dele at græde ud gjorde igen gjorde, at jeg kunne få fat i de andre dele af mig, som er taknemmelig over at have mødt Michael, og alt det smukke som vi deler imellem os.

At være taknemmelig over, at jeg via min kærlighed med ham, har kunne gå rigtig i gang med at heale på mit indre barn og mine indre sår. Fordi der netop er kærlighed, loyalitet og tryghed som et vigtigt fundament i vores forhold.

At være taknemmelig over, at jeg HAR mange i mit liv som elsker mig, og at jeg faktisk har en familie, bare en anden form for familie end den, som jeg havde drømt om at have.
MEN familie er VI.

Det kan lyde så enkelt, måske banalt for nogle, for andre måske svært og genkendeligt..

Det er aldrig rart at blive følelsesmæssigt kapret, men for pokker hvor jeg elsker, når jeg forstår et nyt lag af mig selv, når jeg har taget endnu en tur og en runde med mine gamle sår (mit gamle shit) og jeg er sær fan af, når jeg formår at anerkende mig selv for, at jeg IGEN gik igennem tunellen, og kom ud til lyset på den anden side.

Det har som jeg skrev først, været svært helt at beslutte om jeg skulle dele den her oplevelse med dig, men jeg følte i dag, at du måske kunne spejle / genkende dig lidt i min historie og oplevelse.

Min deling med dig handler om accept af virkeligheden, og hvordan vi ofte ”fucker os selv op”, når vi ikke forholder os til den virkelighed vi lever i. Et skriv som en reminder om, at leve din virkelighed her og nu, tillade det svære at få plads og luft, men også at dyrke alle de fantastiske ting, du helt sikkert OGSÅ har i dit liv.

 

Som min kære far ville have sagt:
“Du skal altid huske at lufte ud min skat, og lade ny ren luft komme ind”.

Er du kommer HELT herned i bunden af dette skriv, så tak af hele mit hjerte for at læse med.
Del gerne i en mail om du kan genkende dele af mit skriv, og har du spørgsmål er du altid velkommen til at skrive til mig.

Du er også hjertelig velkommen til at dele mit skriv med andre, som måske vil have gavn af dette skriv. Del via det link der er øverst i denne mail.

Kærligst og TAK
Christina

 

Ps.

 

SIDSTE gruppeforløb i 2018

4. September starter mit sidste gruppeforløb op for i år.
Jeg har kun 3 pladser tilbage i dette intensive kvindeforløb.

Et forløb der handler om DIG, om dit forhold til dig selv, dine følelser, dine tanker og ja en masse om mad, vægt, overspisning, on/off slankekure m.m.

Gruppeforløbet er IKKE et slankehold.

Det er 10 måneders selvudvikling, hvor du får arbejdet godt i dybden med HVORFOR tanker om mad fylder for meget.

Er du nysgerrig på ALT det du mere kan finde ud af om dig selv, dine skygger, overbevisninger, kapringer, overspisninger, forhold til mad, krop og vægt
– så læs mere om forløbet HER, hvor du også kan sende mig en mail, for en afklarende telefonsnak.

Jeg vil elske at høre fra dig
🙂