Det sultne hjerte – og nu som færdiguddannet integreret psykoterapeut

”Du skal bare være dig selv”, en sætning jeg har hørt så mange gange igennem mit liv. ”Bare være mig selv, hviskede min indre stemme, hvordan er det overhovedet muligt bare at være mig selv.
I 2007 kørte til Helsingør og navigationen var sat til ”Leadershipbyheart”. Jeg mindes første gang jeg hilste på Helle. Jeg gik ned af de få trin til det fine undervisningslokale med bankende hjerte. Jeg var nervøs og spændt, og vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente.

Kunne jeg være helt ærlig?
Kunne jeg fortælle, hvordan jeg havde det?
Ville hun overhovedet forstå mig?

Min opgave her og min personlige udvikling vidner om, at mødet med Helle blev et skelsættende møde, som har ændret mit liv på så mange måder. Jeg gik ind ad døren i Helsingør med et indelukket, sørgmodigt og ængsteligt hjerte, og jeg har igennem de mange terapisessioner, runder i kurvestolen og sidenhen dybe venskab lært så utrolig meget om mig selv, og jeg har lært at være SUNDT i relationer med andre.
Jeg har rejst en lang vej fra indre kaos og afstand til tryghed og kontakt”.

(November 2019, Christina Bendix)

 

Min drøm der blev til virkelighed

Nu som integreret psykoterapeut

Ovenstående skriv er uddrag af indledningen til min afsluttende skriftlige eksamensopgave, som jeg 22. november sendte afsted til Møn til Helle. Ugen efter skulle jeg til den kliniske mundtlige eksamen, og dagen efter fremlæggelse af min skriftelige afsluttende eksamensopgave med titlen:

”Det sultne hjerte”
– forståelsen af spiseforstyrrelser og tilknytningsteorier.

Skriveprocessen og eksamens forberedelsen havde været i gang i mange lag og i mange runder, og jeg ser det nu på den måde, at jeg havde forberedt mig til ”den store eksamen” siden første gange jeg satte mig i terapistolen.
De sidste uger op til eksamen var så dybe og intense, at jeg flere gange måtte stoppe min skrivning, det intense skrivearbejde tog pusten fra mig fra tid til anden.

 

Jeg skriver bl.a. i opgaven:

”…så sent som i lørdags herhjemme, blev jeg pludselig ked af det, da jeg sad fordybet og læste om utryg tilknytning, men i stedet for at lukke følelserne nede, så rejste jeg mig og gik ud til Michael.
Han åbnede sine arme da han så mit udtryk i ansigtet, jeg lænede mig helt ind til ham og græd. Jeg kunne efterfølgende fortælle ham med, at jeg jo “bare” blev ked af det. Han kiggede på mig, smilede og sagde:

”Det er simpelhent så sødt, når du rækker ud”.

Som jeg sidder her og skriver, tænker jeg utrolig meget over, hvordan jeg ofte i min barndom, følte mig overladt til mig selv, og hvor jeg ikke havde følelsen af en sikker base. og mine forældres skilsmisse og alle årene efter oplevede jeg grundlæggende at leve i usikkerhed og utryghed, og det mønster har været et tema igennem mit liv.

Den utryghed har jeg på et tidspunkt fået oversat til, at jeg ikke ville blive rummet eller mødt når jeg eks. blev ked af det, og jeg har i visse og især i stressfyldte situationer har haft en svækket evne til at håndtere/rumme mine egne følelser…. Min spiseforstyrrelse blev på den måde min redningsvest og en måde at håndtere mine følelser på”.

(november 2019, Christina Bendix)

 

 

At give slip – sorgen der melder sig ankomst

Som jeg sidder her i dagene før min lange juleferie, så tænker jeg over mine ord i opgaven. Mine ord som stille og roligt finder sin egen hylde i mit indre. Erkendelser der atter skal lande og fordøjes.

Jeg har her i december måned følt mig overvældet, glad, stolt, lykkelig – og jeg har været, og er stadig ind og ud af sorg.
Et langt og vigtigt – ja skelsættende kapitel er slut.

Tiden lige nu minder mig om, når livet skifter.
Som da Mathias flyttede hjemmefra for 3,5 år, og hvor svært jeg havde ved at give slip, og græd mig selv i søvne mange nætter, og min Emily, der går i 3.G som nu løsriver sig mere og mere, og går hendes egne veje. Jeg får til tider helt ondt i maven over at tiden går så hurtigt.. ofte forsøger jeg at GRIBE nuet i et favntag, fastholde det.. og samtidig slipper jeg fordi jeg ved, at det er det helt rigtige at gøre.

 

Forandringens vinde blæser

Afslutninger og forandringer har aldrig været min stærke side, og jeg reagerer ofte med uro, angst og ængstelighed. Det har ikke været anderledes i denne periode, hvor uroen kom snigende efter uddannelsens afslutning – eller den kom rettere luskende, og det har taget mig tid at forstå, at det ”jo bare et mit mønster der viser sig” når livet ændrer sig.

Det har jeg smilet af, og jeg har gået turer med uroen og snakket lidt med den. Inviteret den ind i stuen. Uroen må gerne være der.
Den kommer af en god grund.
At give slip tager tid, og sorgen og uroen minder mig om, at de mange år i kurvestolen på Damgården som studernede, har været fulde af kærlighed, omsorg, tryghed, empati og tålmodighed.

Det var på mange måder min sikre havn og mine trygge base, og heldigvis er det “hele” ikke slut, blot mine år som studernede. Den del har jeg givet mig selv lov til at sørge over, og ved siden af sorgen, er der også plads til glæden over, alt det som jeg har oplevet, og at jeg fremtidigt blandt andet skal i supervisionsgruppe, og at jeg nu har et nyt, varmt og herligt kolligialt fællesskab, hvor der bliver tid og rum til at dyrke vores venskab på et helt nyt plan.

Mit eksamensbevis er kommet fint op og hænge på mit nye hjemmekontor, som en daglig reminder på min kæmpe store rejse ind i mig selv og mit ubevidste sind.

I dag fredag går jeg på en tiltrængt 14 dages juleferie.
Det har været MEGET intense måneder siden min sommerferie, og jeg trænger til at være med min familie, slippe arbejde, studier og drømme for en stund, og være tilstede i nuet.

Jeg vil gå mange ture, stene Netflix og se både Outlander og de seneste afsnit af Greys, spise dejlig mad og lækkerier, drikke juleøl og have dage i nattøj helt uden makeup og med krøllet natkjole, og jeg vil “dulle mig op” i høje hæle til nytåret og skåle med min elskede.

 

2020 – sikke et år at gå i møde

Jeg glæder mig til at vende tilbage i 2020, hvor jeg har drømme og planer, der skal udleves. NU kommer der nemlig tid igen til at tage næste skridt videre i min virksomhed, hvor drømmene jeg har haft længe på den ene eller anden måde skal manifesteres.

Jeg skriver dette, og minder mig selv om, at livet samtidig har sin egen agenda, og ofte tror vi, har vi kan regne det hele ud.. Derfor vil jeg forsøge, at forholde mig åben og målrettet på samme tid.

Drømmen om et nyt website, podcast, støtteforløb for unge ligger og summer, og jeg åbner i februar op for mit første terapiforløb (meget mere om det i det nye år)

(Du har mulighed for at sende mig en mail hvis du vil høre om et terapiforløb er et match til dine behov, så kan vi evt. tage en afklarende mail eller telefonsnak om forløbet. I første runde åbner jeg kun op for 7 personer der kan komme i terapi hos mig).

 

Diætisten OG psykoterapeuten

Nu er jeg jo både uddannet klinisk diætist og integreret psykoterapeut… Det er en DREAM come TRUE, og netop den unikke kombination fornemmer jeg, at der er brug for. Vi er ikke mange i Danmark med den kombination, så det bliver spændende, hvad det på sigt fører med sig.

Du kan stadig komme i mit mentor/diætistforløb – intet ændrer sig der, hvor du kan få tilskud via sundhedsforsikringer og få tilskud via sygesikringen DK til mine diætistforløb. Ligesom det altid har været.

Det nye bliver at jeg åbner døren op for dybdegående terapisessioner som bliver et “nyt produkt på min hylde”, men som sagt, så vender jeg tilbage med information i det nye år.

Jeg GLÆDER mig så helt utrolig meget, og ønsker dig en GLÆDELIG jul og et lykkebringende nytår, og samtidig vil jeg gerne takke dig for, at følge med her på nyhedsbrevet, det værdsætter jeg, ligesom jeg virkelig elsker de små returmails jeg ofte modtager på mine små breve her.

Tak

 

Kærlige juleknus fra
Christina