At blive ven med min krop har taget mig mange år. Det er helt nyt for mig, at kunne være i min krop uden konstante ønsker om, at ville forandre… uden at føle mig for tyk og føle mig forkert. Jeg har aldrig været tyk, og jeg har det meste af mit liv ligget i den lave ende af BMI-skalaen. Alligevel har jeg brugt over 2 årtier på at kritisere mig selv og min krop, og et ønske om et vægttab da jeg var 17 år, var udløseren for en spiseforstyrrelse. Den blev min “hemmelige ven” fra jeg var 17 år til, jeg var i starten af 30 érne.

Jeg har det meste af mit liv levet en (skamfuld) hemmelig krig mod mig selv. En krig der har været svær at sætte ord på, fordi jeg fra naturens side er født slank, født med kønne øjne og et sødt smil. Jeg “burde jo have haft det godt med min krop”. Det var hvad jeg fik afvide af andre.“Du ser jo godt ud og er slank – så må du da være lykkelig – med sådan en krop, kan du da ikke have nogen problemer. Du ved ikke hvad det vil sige. Når du er så slank – så burde du da være taknemmelig”…

Men sådan var det ikke for mig.

Nærmest hele min ungdom, årene i 20’erne og det mest af 30’erne havde jeg en konstant indre kritik igang. Over alle de fejl jeg selv mente min krop havde, og hvordan jeg hele tiden kunne optimere min krop og rette til. Om alt det jeg burde og skulle gøre for at være “rigtig sund og være rigtig i form” – ja bare være endnu mere rigtig. Have en endnu mere “rigtig perfekt krop”.

Jeg brugte mit udseende, min krop og mit smil som et sted, hvor jeg kunne gemme mig. Gemme den Christina væk som indeni døjede med et lavt selvværd, og som aldrig følte sig god nok. Når jeg havde det allerværst med mig selv, ja så over-perfektede jeg på det ydre. Jeg pleasede og perfektede. Jeg smilede endnu mere, blev endnu mere korrekt, hjælpsom, empatisk, ansvarsfuld osv.

Min krop har aldrig afspejlet mit indre… Min krop var mit gemmested, og jeg bedrog dem omkring mig med mit smil.

Jeg kunne i mange år ikke finde ud af at elske mig selv – og jeg kunne heller ikke helt se al det ”beauty” som andre så i mig.  Når jeg i dag ser billeder af mig selv som ung, så sender jeg den unge Christina masser af healing og kærlighed. Jeg forstår godt den smerte der var. En smerte der handlede om svigt, om savn, om ensomhed – en masse svære følelser som ingen kunne se, for jeg smilede bare lidt mere, når jeg mest af alt havde lyst til at græde, og fortælle hvordan jeg virkelig havde det. Jeg forstår også godt, at min familie ikke ”så mig” og forstod problemerne – for jeg var mester i at spille skuespil, ville altid gøre alting selv, og var på mange måder ufattelig stædig og “stolt”.

Jeg var skamfuld over mine følelser, skamfuld over min indre selvkritik. Jeg skammede mig over, at jeg ikke bare var taknemmelig over at være født med et pænt ydre og en slank krop. Det var et kæmpe tubu for mig – og jeg har igennem tiden mødt meget forvirring og undren, og har skulle forklare en masse om, hvordan udseende, krop og følelser ikke altid hænger sammen. Da jeg som 30 årig stod frem og fortalte, at jeg i mange havde lidt af en spiseforstyrrelse, sagde de fleste “jamen du ser jo godt ud – så hvorfor?”

Det var på mange måder utroligt ensomt, og mit indre var i konstant splittelse. Jeg ønskede på den ene side bare at være mig – og samtidig ville jeg gerne forblive i glansbilledet af mig selv. For hvem var jeg, hvis jeg ikke var hende med den slanke pæne krop. Hende der så ud til at have totalt styr på det. Min metode blev i mange år, at jeg kastede mig over min krop og mit udseende som noget jeg kunne kontrollere, fixe og optimere.. købe mig til løsninger….

Så det gjorde jeg.

 

Mig og min krop – dengang jeg købte mig et par nye bryster….

Det gjorde jeg nogle år efter, jeg var blevet mor for første gang. Jeg var blot 23 år, og min barm passede ikke til mit selvbillede. Jeg var utrolig ked af og flov over, at mine bryster ikke mere lignede “sig selv”. Derfor købte jeg mig et par nye. Det hjalp i en kort periode på mit kropsbillede – men så snart det igen blev hverdag, så kom selvkritikken tilbage, og jeg rettede atter fokus på næste “problem-område” på min krop.

I fitness-miljøet fandt jeg hurtig ud af, at jeg bare kunne træne de dele væk på min krop, som var jeg utilfreds med. Så det gjorde jeg. Jeg knoklede med håndvægte i håbet om, at en pænere numse, flottere arme, en sixpack ville gøre mig ”mere hel – mere lykkelig”. Jeg fik jo afvide af de trænede Fitness orakler, at jeg selv var herre over min krop. Jeg husker hvor mange gange jeg blev målt med en fedtkalibertang, og flere gange fik fortalt “du har alt for meget fedt, din fedtprocent er al for høj, den kan du gøre noget ved”.

Så det gjorde jeg så. Jeg var på et utal af diæter for at få min ellers fine fedtprocent til at blive “endnu bedre”, jeg underspiste, overspiste, levede af lightprodukter, tilskud, pulver, proteindiæter og fedtdiæter, og ulovlige fedtforbrændingspiller fra USA.

For ikke at glemme min appelsinhud, som blev genstand for daglig skældud foran spejlet. Jeg skammede mig over, at JEG havde appelsinhud. Jeg så det som et tegn på svaghed. Min søde krop har haft appelsinhud som følgesvend siden jeg var blot 16-17 år.  Jeg har investeret i mange tusinde kroner i algebehandlinger, chiliindpakning, tortur-massage, timer på den LEDE trappemaskine i håbet om, at bulerne forsvandt..

….og for det ikke er nok, så fik jeg sørme hele 3 gange skudt fyldstof i mine ellers fine læber, så de blev ”endnu mere perfekte”. Som ”læbe-lægen” sagde: ”Så bliver du meget mere harmonisk” – og nu hvor jeg var i gang, kunne jeg lige få et skud i rynkerne – så jeg kunne forebygge at komme til at se gammel ud.…. Læbelægen mente i øvrigt også, at jeg som blot 32 årig burde starte med Botox.. for som han sagde ”så kunne jeg jo blive ved med at se godt ud, for i 30’erne ville det bare begynde at gå ned af bakke.

TRO mig – jeg vidste i den grad jeg var ude på et skråplan – og vidste at læbe-manden var fuldstændig vanvittig latterlig… og heldigvis sejrede min fornuft.. Thank good.. Tør slet ikke tænke på, hvordan jeg ville have set ud idag. hvis jeg siden mine 32 år, havde fyldt mit ansigt med gift.

 

Jeg er nu en moden kvinde på 43 år, og jeg har lært at acceptere og holde af min krop som den er. Uden at skulle gå krig mod min krop.

Jeg tænker i dag tilbage på de mange år, hvor jeg var i det ræs, og mit voksne jeg, græder for den unge Christina. Hold op hvor var hun ulykkelig. Hun søgte og søgte efter “der der” som kunne fixe hende. Men sådan har det altid ikke hængt sammen for mig, og heller ikke for de mange kvinder jeg følger i deres rejse ud af selvkritik, perfektionisme og spiseforstyrrelse.

Fællesnæveren for de fleste af de unge piger og kvinder er også, at de alle har ønsket at deres krop så anderledes ud. At hvis bare de lige tabte sig, så ville alt være godt.

For mig har det været en sej proces at komme dertil idag, hvor jeg ikke mere hader og skælder min krop ud. Det har taget mig mange år, mange timer i terapi for at forstå, at jeg skulle stoppe med at fixe mig selv. Jeg forsøger at elske min krop, og give den kærlig opmærksomhed og omsorg. Det er ikke hver dag det lykkedes, og de dage er det også ok. De dage skælder jeg heller ikke ud mere – så er min krop bare min krop. I mange år troede jeg, at jeg først ville være “rigtig rask”, når jeg ELSKEDE alt ved mig selv. Det ideal måtte jeg droppe, og langsomt fandt jeg vejen fra selvkritik og ind til et mere accepterende sted i mig selv. De fleste dage tænker jeg ikke særlig meget over min krop, den er bare blevet en del af mig. Jeg bruger tilgengæld rigtig meget tid på, at mærke efter, hvordan jeg har det.

Indeni.

 

“Jeg mistede balancen

og jagtede lykken udenfor mig selv

i stedet for indeni mig selv”

 

Idag arbejder jeg som mentor for unge, som minder om den unge Christina. Jeg kalder “mine piger” for “DE PERFEKTE PÆNE PIGER” 

Mange gange om ugen møder jeg en ung pige, der kan fortælle samme historie. Piger der udenpå ligner en succes. Kommer de ”rigtige steder”, går i dyrt designer tøj, går på de ”hotte gymnasier”, får høje karakterer eller dyrker en form for elitesport.

Ja de er pigerne, de andre piger kigger efter på gaden og tænker ”hun må være lykkelig”.. Det er pigen i klassen der har mange venner. Hun kan være pigen der er anføreren, der siger til og fra. Hun ved hvad hun vil, og ikke vil. Men hun kan også være den pæne pige, der pleaser og indordner sig, klassen kæledægge, som får ros og klap fordi hun er dygtig.

Jo mere de performer på det ydre, jo større afstand er der ofte til det indre.

Men når masken tages af, så er mange af de piger ufattelige ensomme, for det pres de har mod dem selv, skaber en kløft og en afstand til andre mennesker. De lever på en måde et liv på afstand af alle, i en form for beskyttelse af deres indre.

Det indre pres er ødelæggende, og det bliver en daglig jagt efter, at leve op til det glansbillede, der er skabt omkring dem, både af dem selv og ofte også af andre. De har den over-perfekte facade på, som kun de færreste kan fastholde i lang tid.

De er meget ofte stressede og de fortæller mig, at de ikke kan mærke sig selv. De bruger maden, sulten eller træningen som en måde at forsvinde væk på, en måde at kontrollere de følelser og tanker, der dagligt fortæller dem, at de skal tage sig sammen, perfekte mere, se bedre ud, være tyndere, mere sunde etc.

De fleste kommer min vej, fordi har læst min historie og mange fortæller, at de bare ønsker at have det godt. De er dybt frusteret over, at de ikke har det godt, og er endt i en rigtig trist og ulykkelig spiral.

At forstå sig selv er vist nok en livslang rejse, men det starter altid med det første skridt. Første gang du rækker ud, tager en del af min maske af, og fortæller lidt om, hvordan det er at være dig indeni – ja så er du igang.

 

”and i said to my body, softly.

“I want to be your friend”.

It took a long breath and replied,

“I have been waiting my whole life for this”

(citat af Nayyirah Waheed)

♥

Vær en god og kærlig ven overfor dig selv, også de dage, hvor du syntes alting er noget møg.

Husk din krop har kun dig.

Christina

Forløb hos Christina Bendix

Ønsker du at læse mere om mine individuelle mentorforløb se HER.

Foredrag med Christina – se HER

PS.

(Du kan læse mere om Christina lige HER og TV-udsendelse fra DK4, hvor jeg fortæller om mit liv med en spiseforstyrrelse)

Ønsker du at læse mere om, hvordan du kan opbygge et mere positivt selvbillede – så kan du finde mere inspiration HER