Jeg kalder vores hus for ”Landvillaen”. Michael og jeg bor nu i en gammel dame af et hus fra 1925, et bevaringsværdigt hus som er bygget af kridtsten fra Stevns klint. Vi har boet hernede i godt 1,5 år, og det føles særligt at få lov at bo i dette gamle hus, som gemmer på sin helt egen unikke historie.
At finde huset har været som at gå ad snoede stier, og sådan har de seneste år føltes på mange områder. Jeg vil i dag gerne dele lidt om mellemrummet, og om at forsøge at være med det som er. Jeg vil dele lidt om de nye ting som rører sig, og hvad der er sket siden sidst skrev for over 1,5 år siden.
Jeg håber du har lyst til at læse med.
Mit livs overgang
Da Michael og jeg så landvillaen første gang i november 2021 – overså jeg huset. Jeg kom til fremvisning med nej-hat og kritikkeren fremme, og jeg fandt alle de fejl og mangler, som jeg kunne. På 10 minutter var jeg ude af huset igen.
”Jeg var i virkeligheden bange og midt i en stor livsforandring/krise.”
Angsten over at skulle “flytte hjemmefra reden” og flytte fra by-til land fyldte alt i den tid. Jeg var også i sorgproces over at miste min farmor, der var udfordringer i privatlivet, og Emily min yngste flyttede hjemmefra.
Empty nest blev et begreb, som jeg lærte at kende det år, og som jeg fremtidigt kommer til at dele mere om.
Min rede blev tom, og det har været og er stadig svært. Min mor- rolle har på mange måder opfyldt et tomrum, og givet mit liv dyb mening. En rolle jeg har befundet mig utrolig godt i.
På mange måder har jeg igen skulle definere mig selv på ny,
Forandringerne har på mange måder skabt plads og rum for at jeg har kunne mærke ”mig selv”. Det har været overvældende og til tider ganske ubehageligt.
Det har været nogle seje år, og på mange måder er jeg stadig ved at lande og tilpasse mig, så dette er på mange måder også en invitation til dig om at komme med i processen i ”Mit livs overgang og erkendelser” (som i øvrigt er en titel jeg har købt til min nye podcast)
Jeg har ventet med at skrive, fordi der ganske enkelt ikke har været plads og rum. Jeg har haft brug for at være med det hele selv for at forstå, hvad pokker, der hørte sig til hvad.
For midt i alle livsændringerne er jeg også gået i overgangsalder, og som jeg sidder her og skriver, er det med kvalme og let svimmelhed. Jeg er netop startet i hormonbehandling, og hele min overgangsalderrejse og de indsigter der har vist sig i den undersøgelse, vil jeg også gerne dele med dig. Bare ikke i dag.
"Lige nu og her befinder mig i hvad jeg kalder mellemrummet & overgangen.”
Det er et rum og overgang i mit liv, som heldigvis over tid er blevet mere og mere genkendeligt. Mellemrummet kan også kaldes overgangen, transitionen, transformationen.
Mellemrummet er mit ord for det hele, at noget ændrer sig, bevæger sig og særligt; Mellemrummet som en invitation til at være med det som er.
Når sjælen går forrest og hovedet forsøger at følge med
Men tilbage til historien om Landvillaen, og hvordan huset på Syd Stevns endte med at blive vores.
Slut januar 2022 vågnede jeg en morgen, og så Landvillaen for mig. Som en drøm der havde vist mig et billede. Jeg ringede til Michael der var på job og sagde: Jeg kan mærke, at vi skal se det hus igen.
Dette besøg blev et helt andet end første besøg, for denne gang SÅ og mærkede jeg Landvillaen. Det fine gamle hus, med markerne omkring, dannebrogsvinduerne, det lille anneks hvor jeg kunne have mit hjemmekontor/terapirum, og kigget fra 1. salen til Møn. Jeg så drivhuset bagerst i ”vild-haven”, jeg så det lille orangeri, der kunne indrettes som en slags hygge-oase, jeg så forhaven og morgenterrassen, hvor der ofte er solopgang.
Jeg så og jeg mærkede landvillaen som var det kærlighed ved første blik. ”Det er jo HER vi skal bo Michael” sagde jeg, da vi stod ved et af havens kirsebærtræer, der denne kolde vinterformiddag i slut januar var sprunget ud.
”Min sjæl havde talt og vist vej”
Og sådan gik det til at vi købte den gamle Landvilla-dame med sit fine navn ”Villa Østervang”. De efterfølgende måneder blev alt andet en et eventyr, for der gik alvoren op for mig, og angsten blev i disse måneder en del af mig, som jeg på ny skulle lære at forstå og vandre med.
“Sjælen var på mange måder gået forrest, mens andre dele af mig i den grad forsøgte at følge med”
Jeg har haft lyst til at dele denne fortælling, som på mange måder kan symbolisere forandringer, at famle, at miste fodfæstet, og at være bange – men også om den indre visdomsstemme som har til opgave at guide og vise os vej.
Det er en historie om at omfavne sorgen, om løsrivelse og om at give plads til det som er. Om at tænde lyset i det indre og lytte.
Følelser og tilstande kan sameksistere
Midt i overgangen sker der også mange vidunderlige ting.
Jeg har vandret og vandret med mine følelser. Ikke kun fysisk men særligt psykisk. Og jeg har søgt forklaringer, svar og ledt i perioder desperat for at finde mig selv igen. Det lykkedes ærligt ikke helt, men jeg er godt på vej, også med en ny erkendelse som jeg endnu ikke er klar til at dele.
Men noget af det som jeg har forstået det er, at jeg ikke skal tilbage til hende, jeg var engang var, selvom jeg i perioder virkelig har ønsket mig det, og har savnet hende. Men at jeg i stedet har måtte arbejde på at forstå hende jeg ER IDAG, og at være med mig selv midt i det hele.
Midt i overgangen, mellemrummene og udviklingen.
Meget har sameksisteret dette år, og mange vidunderlige ting sker også. Måske du følger lidt med på min Insta, så ved du besked om de mange ting.
Hvis ikke, deler jeg lidt her:
Farmor, yinyogalærer og åbning af det lille terapihus
Farmor
Jeg er blevet FARMOR til verdens mest vidunderlige ISAK. Han er nu 10 måneder gammel, og jeg ELSKER hver eneste dyrebar stund med ham. Han får mit hjerte til at JUBLE.
Jeg ELSKER at bo i landvillaen med Michael, vores have, naturen, havet, og når ungerne kommer herned jubler mit hjerte også, ligesom jeg også græder, når de kører igen. Det er bare sådan det er, siger jeg ofte til Michael, når jeg vinker farvel og efterfølgende har brug for et kram.
Yinyogalærer
Jeg er også netop blevet færdiguddannet yinyogalærer hos dygtige Mari Nordstrøm // Sattva Yoga. En drøm og et ønske som har været der i mange år. Jeg glæder mig til at dele rejsen med dig, men særligt om, hvordan Yinyogaen fremover bliver en del af mine forløb.
“Det lille terapihus på Stevns” – et frirum
Det sidste jeg i dag vil dele med dig er, at jeg til september åbner mit ”Mit lille terapihus – på Stevns”. Det er det gamle anneks som jeg til fremvisningen af landvillaen drømte om, kunne blive mit kommende hjemmekontor og terapirum.
Et FRIRUM hvor jeg nu kan tilbyde samtaleterapi, sandplayterapi, yinyoga og vandring/walk-talk i den omkringliggende smukke Stevnske natur.
Det lille terapihus er i virkeligheden et lille fint gammelt anneks, som Michael og jeg har renoveret. Annekset har gamle staldvinduer, gamle loftplanker og med et herligt kig ud til vores forhave.
Jeg vil glæde mig til at dele meget mere fremover, og tage dig med i skabelsen af nye forløb, podcast og den hjemmeside som jeg dette efterår kommer til at arbejde på.
Kreativiteten og skaberlysten får igen plads.
Det er virkelig en dejlig følelse!
TAK af hjertet for, at du stadig er med herinde. Har du lyst til at skrive et par ord retur efter mit skriv, vil jeg ELSKE at høre fra dig.
Kærligst Christina
