Jeg sidder i mit køkken og skriver til dig her på årets sidste dage, og jeg har glædet mig til at dele mit nytårsskriv med dig. Ordene har drillet mig helt enormt, og det er der en særlig grund til.
Jeg er nemlig stadig i fuld gang med at fordøje 2017, som på mange måder har været et kontrastfyldt år. Jeg er godt i gang med at ”connecte the dots” fra året der er gået, og det skal have tid og ro for at kunne lande.
Måske har du det også sådan?
Jeg ønsker i dag at dele nogle af de indsigter jeg har fået her i 2017, og derfor hedder mit skriv i dag:
Farvel kære 2017. Tak for at vise mig vej.
Guderne må vide, hvor mange gange jeg i årets løb har gentaget mig selv og mit gamle forhastede mønster. Dette til trods for, at jeg utallige gange har haft lovet mig selv at passe på. Nogle perioder har jeg bare ikke lyttet, jeg har vendt det døve øre til – eller jeg har troet, at det nok skulle gå.
Men lige meget hvad og hvordan – så har mit gamle mønster givet bagslag hver eneste gang.
At blive påkørt i 2016 har på mange måder været en ”underlige gave” jeg har fået, for med mine kroniske smerter i nakken og de mange andre komplikationer der dagligt er til mit piskesmæld, ja så har jeg på mystisk vis fået hjælp til endeligt at sadle om.
Sideløbende har jeg haft en personlig eksamensopgave (afslutning på 2. år af min psykoterapeutuddannelse), hvor jeg i slut 2016 formulerede, at jeg ønskede at arbejde på, at være mere nærværende tilstede i nuet.
Min eksamensopgave blev født på Møn, men den har været i mit system i rigtig mange år. Helt tilbage til dengang, hvor jeg første gang så ”Spis, bed, elsk” med Julia Roberts i hovedrollen, har mine tanker kredset om, hvordan jeg selv kunne finde en bedre balance i mit liv.
(har du ikke set den film endnu, så kan jeg varmt anbefale den).
Jeg har så længe jeg kan huske, savnet at være i en dybere kontakt til mig selv, hvor stilheden var et sted jeg nød
– og ikke frygtede.
Jeg har nu i flere år søgt stilheden og nærværet, og 2017 har i den grad været DET ÅR, hvor jeg fundet et mere rart og stille sted i mig selv, og samtidig har jeg mange gange grædt over, hvor svært og udfordrende det er for mig, at connecte mig til stilheden og roen.
Jeg ved i dag, at min tendens til det meget høje tempo har været en strategi og en flugt, som har hjulpet mig i store dele af mit liv. Det har været en måde jeg har håndteret sorg, svigt og følelsen af forladthed på.
At være i gang og være på, har dulmet den enorme ensomhed der har boet indeni mig, og det har været mit værn imod at mærke triste og ubehagelig følelser der meldte sig, når jeg blev stille.
Lykken bor i nuet
Derfor var det med kæmpe ydmygt og taknemmeligt hjerte, at jeg i midt november afleverede mit eksamensprojekt som hed ”Lykken bor i nuet” – og at jeg bestod min opgave. Wuhuuu hvor der blev poppet en skøn champagne.
Hele eksamensprojektet og den rejse det har været, samt min forsatte rejse og øvelse i fremtiden, har jeg taget ind i mit hjerte, som den vigtigste gave jeg kan give mig selv.
Selvom det føles svært og udfordrende at leve i et langsommere tempo, at lytte mere, være mere stille, vælge projekter med omhu, hvile mere, overholde min næsten daglige praksis med meditation, eftermiddagslur og gåture
– så ved jeg dybt i mit hjerte, at det den helt rigtige vej for mig at gå. Den del er LANDET her i 2017, og det har jeg endelig accepteret.
Jeg har i løbet af året omlagt mit arbejdsliv flere gange, jeg har eksperimenteret med mine grænser – jeg har overtrådt dem – for at på ny, at lære noget vigtigt.
Jeg ser i dag alle de runder jeg har været i – og alle de runder jeg i det nye år vil komme i, som de vigtigste læremestre jeg kan få.
Acceptens paradoks.
Acceptens paradoks – en fin lille sætning jeg stødte på i en bog forleden, og som bedst beskrives som, at jo mere jeg accepterer det som er, jo nemmere er det, at skabe en forandring derfra.
Som jeg sidder her og skriver går det langsomt op for mig, at det nok har været det absolut største øjeblik i 2017. Det øjeblik hvor det for alvor gik op for mig, at jeg måtte give helt slip på alle de forestillinger jeg havde om mig selv, og hvor jeg tog et meget ærligt kig i spejlet.
Lad os kalde det et ”reality-tjek”.
Acceptens paradoks kommer ind her, for jeg har i rigtig mange år forsøgt at være to skridt foran konstant, forsøgt at regne livet ud, regne de andre ud, regne mig selv ud
– og det har forført mig i en sådan grad, at det som jeg ønskede mere af – blev mindre.
Accepten for mig i dette år har derfor handlet om, at blive bevidst om den pris jeg har betalt ved det høje ikke-nærværende-tempo.
Jeg har ønsket mere kærligt nærvær, men har opnået det stik modsatte, og den pris jeg igen og igen har betalt er, at jeg har mistet kontakten til mig selv – og andre.
At acceptere den sandhed, har været svær men også befriende.
Jeg har oplevet, at ved, at jeg måned for måned har accepteret den sandhed – jo nemmere har det også været, at skabe de forandringer og justeringer der skulle til i min hverdag, for at finde ind til en bedre og mere rolig balance i mit liv. Både arbejdsliv – men også i mit personlige sjæleliv.
Det har jeg kaldt ”Christinas selvkærlige daglige praksis” (som jeg ikke alle dage får overholdt, trods alle de gode intentioner.. host host) Er det ikke skønt at være menneske – tænker jeg lige og smiler..
De fleste af os VED godt, hvad der er godt for os, og alligevel kommer vi alle til at gøre det modsatte til tider. Jeg ser det hos mig selv, og jeg ser det dagligt hos mine klienter. Du er ikke anderledes end jeg, og jeg er ikke anderledes end dig.
Jeg elsker at dele disse personlige små indsigter med dig, for jeg tror på, at vi møder os selv i andre, og skammen over det som vi ikke mestre, bliver så meget mindre, når andre pludseligt sætter ord på det, som vi selv kæmper med.
Derfor siger jeg til mig selv, og mine klienter – at vi må øve os og vi må blive ved og ved med at vende tilbage til gode spor, også selvom kæden konstant hopper af.
Vi må insistere på at vende tilbage – igen og igen.
Mange af os er ofte styret af, at vi tror vi skal være bedre for at være accepteret. Det behov kan styre og fylde så meget, at det overskygger alt andet. Men accepten af dig som du er lige nu, er forudsætningen for et sundt (selv) kærlighedsliv.
Selvaccept handler først og fremmest om, at du er nok nu – og prøv engang at forestil dig, at du fra i dag begynder at arbejde fra det udgangspunkt. Jeg lover dig, at meget fint og smukt vil begynde at folde sig ud.
Hej 2018
Mit ønske for 2018 er at blive ved med at øve mig med tilgivelse og kærlighed til mig selv, når det ikke lykkedes.
Jeg glæder mig til et nyt år begynder, og jeg fornemmer at 2018 har rigtig meget GODT at byde på. Jeg fornemmer lethed, fordybelse og nærvær, og jeg skal blandt andet i gang med at skrive på min bog.
Det bliver mit store 2018 projekt, ligesom mit 3. år på min psykoterapeut uddannelse bliver noget af en personlig rejse. Jeg skal i gang med at have ”kaniner”, og jeg glæder mig usigeligt til at træde ind i min terapeut-rolle.
Jeg hører også bryllupsklokker ringe til juni. Sommerfuglene danser i mit hjerte af glæde over, at Michael og jeg skal giftes i 2018.
Jeg håber og ønsker for dig, at du vil lade 2018 vise dig din vej. Den vej som er den rigtige for dig.
At du vil træde ud i modet, åbne dit hjerte og vise andre hvem du virkelig er. Inderst inde. Allermest ønsker jeg for dig alt det bedste i 2018 – som måske kan blive det år, hvor du accepterer dig selv nøjagtig og præcis fantastisk som du er – med alt hvad du er.
???? ????
STORT kærligt nytårskram fra mig til dig
Christina Bendix ♥
PS.
Til februar starter mit næste gruppeforløb op – et år med Christina har jeg kaldt det. Et år med selvindsigt, accept og handling på det som kalder i dit hjerte.
Jeg glæder mig til at starte min næste gruppe op, og 2 modige kvinder har allerede sagt ja tak til at være med. Jeg har derfor kun 5 pladser tilbage i dette eksklusive gruppeforløb.
Er du i tvivl om forløbet og dig er et match, så send mig endelig en mail cb@christinabendix.dk, hvor vi kan aftale tid til en samtale over telefonen.
Læs alt om gruppeforløbet HER
YinWoman
>> Ligeledes glæder jeg mig til næste YinWoman retreat til marts. En weekend med ro og selvkærlig praksis. Vi har kun 6 pladser tilbage.
Læs alt om YinWoman HER
